Medlemmerne af økonomiudvalget i Odsherred Kommune ønsker, at kommunens kommunaldirektør Claus Steen Madsen bliver ny formand for Odsherred Forsynings bestyrelse.
Det fremgår af dagsordenen for byrådsmødet, som afholdes den 30. april.
- På Økonomiudvalgets møde den 23. april 2024 var der bred enighed om, at den nuværende kritiske situation i Odsherred Forsyning (koncernen) kræver, at bestyrelsen for Odsherred Forsyning A/S suppleres med nye ledelseskræfter med særlige kompetencer i forhold til den nuværende situation, står der.
Politianmeldt økonomidirektør
Den kritiske situation, der refereres til, handler om, at budgetterne for flere fjernvarmeprojekter i Odsherred er skredet voldsomt på grund af alvorlige regnefejl.
Det har udløst en bortvisning og politianmeldelse af Odsherred Forsynings tidligere økonomidirektør. Derudover er fjernvarmeprojekterne sat på pause på ubestemt tid.
Tirsdag valgte forsyningsselskabets nuværende bestyrelsesformand Mathias Hansen (V) at trække sig fra posten.
Udover formandsposten er der yderligere to ledige pladser i bestyrelsen.
Skal rekonstruere
Økonomiudvalget foreslår nu, at Niels Larsen, der er direktør for Foreningen Decentral Energi, indtræder på den anden ledige plads, mens det endnu er uvist, hvem man mener, der skal indtage den tredje og sidste ledige plads.
Af dagsordenen fremgår det dog, at der er et navn på vej. Det vil blive præsenteret på byrådsmødet.
Udpegningen vil gælde for den resterende del af byrådsperioden.
Derudover fremgår det af dagsordenen, at den nye bestyrelse - efter en ekstraordinær generalforsamling - skal rekonstruere datterselskabet Odsherred Varme A/S.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Claus Steen Madsen, men kommunaldirektøren ønsker for nuværende ikke at udtale sig.