Hugo Villadsen træder ud på terrassen med to kolde glas hvidvin. Under den store parasol i hjørnet sidder hans kone, Ingrid, i ly for sommersolen.
Det var lidt utrygt at skulle til Kroatien eller Albanien
- Så er der kølige drinks, meddeler Hugo Villadsen.
Det pensionerede ægtepar fra Ballerup har droppet årets udlandsferie og har i stedet lejet et sommerhus i Rørvig i to uger.
- Det var lidt utrygt at skulle til Kroatien eller Albanien. Herhjemme, der ved man, hvad det er. Her er lækkert, havnen og det hele, det er en rigtig ferieby, siger Ingrid Villadsen.
Og de er langt fra de eneste, der har foretrukket et dansk sommerhus i år. Hos Feriepartner Odsherred har de helt usædvanligt haft fem uger med 100 % udlejning.
Corona er årsag
Også her i august er stort set alt booket hos det nordvestsjællandske udlejningsselskab. Det er faktisk på vej til at blive et rekordår for Feriepartner Odsherred, der er områdets største af sin slags.
- Sidste år var fremragende, det var et rekordår, og nu ligger vi så 15 % over det fantastiske år, vi havde sidste år. Så det er det største, vi har oplevet og, tror jeg, også det største, vi kommer til at opleve, siger direktør Morten Egeskov.
Han peger på corona som den helt store årsag til, at det går så godt. Og det startede allerede for flere måneder siden.
- Vi har haft et rigtigt godt forår, hvor mange ting jo lukkede ned, og mange valgte at tage i sommerhus. Det har betydet, at mange danskere har valgt at blive hjemme (på ferie, red.), og så blev der jo åbnet op for tyskerne, som kommer nu. Så det har meget, hvis ikke alt, med corona at gøre, fortæller Morten Egeskov.
Artiklen fortsætter under billedet.
Også i landsdelens sydlige område er de positivt overraskede over det foreløbige udfald af et år, der ellers har været uforudsigeligt og hårdt for mange brancher.
- Sæsonen set fra midten af juni og indtil i dag ser rigtig, rigtig fin ud. Vi er gået voldsomt frem på antal danske bookinger, mens tyskerne har været i nogenlunde det niveau, som vi har set tidligere, forklarer Brian Lindorf Hansen, som er destinationschef i Visit Lolland-Falster, der dækker et område med op mod 1300 udlejningshuse.
Glad købmand
De mange sommerhusgæster betyder flere penge i de lokale forretninger. Det kan indehaveren af Spar i Rørvig, Kurt Foged Nielsen, skrive under på.
- Umiddelbart vil jeg tro, at vi får den bedste sæson nogensinde, konstaterer han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Købmanden kan håbe på, at årets sommerhusgæster får smag for at feriere i Danmark fremadrettet. Det kunne i hvert fald tyde på, at der i hvert fald er garanteret mindst to genganger.
- Nu er vi mere til igen at sige, at vi bliver hjemme. Også næste år, siger Hugo Villadsen fra liggestolen i Rørvig.