Sommerlande i knæ efter første uge af sommerferien: - Det ser ret skidt ud

Dårligt vejr, corona og manglende andel i regeringens sommerpakke er formentlig årsager til, at Sommerland Sjælland og BonBon-Land har færre gæster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Uge 28 er netop skudt i gang, og det betyder samtidig, at der kan gøres status på den første uge af skolernes sommerferie.

quote Jeg kigger da lidt ekstra på tallene, vil jeg sige, for at se om der er andre faktorer, der spiller ind. Og det tror jeg umiddelbart, der er

Kåre Dyvekær, direktør, Sommerland Sjælland.

I regionens to store forlystelsesparker Sommerland Sjælland og BonBon-Land bliver det dog en trist en af slagsen. Begge parker har nemlig i uge 27 oplevet en tilbagegang på 50 procent sammenlignet med uge 27 sidste år.

- Det ser ret skidt ud for den første uge. Vi lå egentlig godt frem til fredag, men vores lørdag og søndag ødelagde meget, siger Lars Fahlmann, der er konstitueret direktør i BonBon-Land.

- En stor del skyldes formentlig vejret, men det er klart et fald, som vi ikke havde regnet med. Jeg kigger da lidt ekstra på tallene, vil jeg sige, for at se om der er andre faktorer, der spiller ind. Og det tror jeg umiddelbart, der er, siger Kåre Dyvekær, direktør i Sommerland Sjælland.

Lørdag og søndag bød på et kedeligt og efterårsagtigt sommervejr, så begge direktører tilskriver vejret som den primære faktor for, at besøgstallet er halveret i den første uge af skolernes sommerferie i forhold til sidste år.

Sommerpakke rammer skævt

Både Lars Fahlmann og Kåre Dyvekær peger dog også på, at det faldende besøgstal i nogen grad er forventeligt på grund af corona-situationen.

- Det er klart, at det har været en stille start, men vi er ikke helt væk fra skiven i forhold til det, vi har budgetteret med. Vi forventer jo ikke at nå samme niveau som sidste år på grund af corona, siger Lars Fahlmann. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Lars Fahlmann, der er direktør i BonBon-Land, mener, at det er svært at konkurrere med de attraktioner, der får økonomisk tilskud.
Lars Fahlmann, der er direktør i BonBon-Land, mener, at det er svært at konkurrere med de attraktioner, der får økonomisk tilskud. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Derudover har flere kulturinstitutioner som museer og zoologiske haver fået tilskud gennem regeringens sommerpakke, som betyder, at de kan lukke gæster ind til halv pris. Dén aftale har forlystelsespakker ikke fået lov at være en del af.

- Det rammer lidt skævt. Det er jo klart, at dem der er lidt prisfølsomme, de vil jo vælge det, der er billigere. Det er svært at kæmpe imod dem, der kører halv pris, eller ligefrem har gratis indgang, siger Kåre Dyvekær.

Læs også
Sommerpakke deler vandene - forlystelsespark kalder den konkurrenceforvridende
Læs også
Sommerpakke deler vandene - forlystelsespark kalder den konkurrenceforvridende

Også Lars Fahlmann fra BonBon-Land mener, at det er svært at konkurrere med de attraktioner, der får økonomisk tilskud.  

- Det er altså lidt uheldigt, at der er nogle, der får nogle tilskud i form af sommerpakker, som vi ikke har andel i. Det gør det ikke nemmere for os. Vi føler os lidt oversete, lad os bare sige det sådan, siger han.

Video: Ingen hjælp til forlystelsesparker. 

 

Tilskud til kulturoplevelser

Regeringens sommerpakke består af 700 millioner, der er blevet bevilliget til gavn for en række af landets turistattraktioner. Her indgår blandt andre zoologiske haver, cirkusser og museer, men altså ikke forlystelsespakker.

quote Skulle det være scenariet, så er det tæt på katastrofalt. Vi har nogle ret store driftsomkostninger, så det er først, når alt er dækket ind, at vi begynder at tjene lidt

Kåre Dyvekær, direktør, Sommerland Sjælland

- Det er svært at lave en afgrænsning på kulturlivet, for det er mange folk – så den afgrænsning, der er lavet her, er de institutioner, som har fået adgang til Kulturministeriets hjælpepakker.

Sådan lød det fra kulturminister Joy Mogensen (S) til TV2 ØST, efter at sommerpakken til kulturinstitutionerne var blevet annonceret den 19. juni.

- Alt det, vi bruger vores fritid på, er på en eller anden måde i konkurrence med hinanden. Det her har haft to sigter. Det ene er at redde nogen, der i dén grad er ramt. Det andet fokus er på den kulturelle sektor, uddybede hun tilbage i juni.

Forlystelsespakker som Sommerland Sjælland og BonBon-land får med andre ord ikke del i sommerpakken, fordi de ikke indgår i den gruppe, der har adgang til Kulturministeriets hjælpepakker.

Håber på flere besøgende

Fortsætter gæsterne med at udeblive over sommeren vil det i den grad kunne mærkes på forlystelsesparkernes økonomi.

- Kigger vi ind i krystalkuglen, så regner vi ikke med at ligge på 50 procent. Men skulle det være scenariet, så er det tæt på katastrofalt. Vi har nogle ret store driftsomkostninger, så det er først, når alt er dækket ind, at vi begynder at tjene lidt. Ligger vi på 50-60 procent, så bliver det i hvert fald et år med underskud – det er helt sikkert, siger Kåre Dyvekær.  

Selvom sommerferiesæsonen er startet sløjt for de to forlystelsespakker, forventer direktørerne dog, at de kommende uger vil byde på markant flere gæster i parkerne.  

- Vi har super fine bookinger på vores hytter. Næsten tre uger i streg har vi fuldstændig belægning på dem, så der kommer jo en del der. Og så har vi en masse sæsonkort, som der også bliver solgt fint med, siger Kåre Dyvekær fra Sommerland Sjælland.   

Sommerland Sjælland
Læs også
Direktør i sommerland glæder sig til åbning efter kaotiske og psykisk hårde måneder
Sommerland Sjælland
Læs også
Direktør i sommerland glæder sig til åbning efter kaotiske og psykisk hårde måneder

Også Lars Fahlmann er fyldt med forhåbning for BonBon-Lands sommer.

- Vi ved jo, at uge 27 altid er den mindste af de første par uger. Så det skal nok blive bedre, selvfølgelig skal det det, siger han.

Både Sommerland Sjælland og BonBon-Land har indført flere restriktioner i forbindelse med corona. Der er lavet afstandsmærkninger ved køområder, og der er skærpede krav til rengøringen.

I flere forlystelser er det derudover kun muligt at anvende hver anden vogn, og i højaktivitetsforlystelser som Sommerland Sjællands Vildkatten samt BonBon-Lands Svend Svingarm, Hankatten og Vildsvinet må der kun være ét selskab med ad gangen.


Nyhedsoverblik