Smilene er store i Michelin-restauranten Mota, der ligger i Anneberg Kulturpark i Odsherred.
- Jeg synes, det er meget spændende, siger Claus Henriksen, køkkenchef i restaurant Mota.
Næste år skal Anneberg Kulturpark nemlig være vært for den prestigefyldte overrækkelse af de nordiske Michelinstjerner, der uddeles hvert år.
Det offentliggør Food Organisation of Denmark i en pressemeddelelse torsdag.
Jeg har totalt sommerfugle i maven. Det bliver da vildt.
Udover at stjerneoverrækkelsen Michelin Guide Ceremony Nordic Countries afholdes i Odsherred i 2025, er det samtidig blevet offentliggjort, at Danmark også skal være vært for arrangementet året efter. I 2026 er det nemlig Tivoli i København, der skal stå for stjerneoverrækkelsen.
- Med uddelingen af de nordiske Michelinstjerner i 2025 og 2026 sætter vi endnu mere fokus på gastroturismen. Et bredt udbud af gastronomioplevelser er både vigtigt for turisterne og bidrager i høj grad også til stærke lokalmiljøer i byerne og i resten af landet, udtaler Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde i pressemeddelelsen.
Odsherred skiller sig ud
Det er ikke første gang, at der afholdes Michelin Guide Ceremony Nordic i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Odsherred nu bliver en af værterne.
- Det er kæmpe stort. Michelinuddelingen har været i København og i Aarhus før, men jeg har aldrig oplevet, at Michelin rykker ud til så lille et samfund, lyder det fra Svend Rasmussen, Madanmelder og gastronomi-ekspert på TV 2.
Vi skal lave en kæmpe folkefest ud af det – ligesom vi gjorde med Tour de France
Ifølge ham vil det kommende event få stor betydning for det nordvestsjællandske område.
- Ikke alene vil alle toprestauranterne i Norden flokkes i Odsherred til næste år, men der vil også være en masse journalister og medieopmærksomhed – ikke kun fra Norden, men fra hele verden.
Det er med andre ord en stor og vigtig opgave, der venter Odsherred og ikke mindst Anneberg Kulturpark, og det kan da også mærkes i maven på Anneberg Kulturparks direktør.
- Jeg har totalt sommerfugle i maven. Det bliver da vildt. Vi har lovet hinanden, at det skal være sjovt, og det bliver rigtig godt. Vi arbejder solen sort alle sammen for at det her skal lykkes, siger direktør Gitte Clausen.
Også hos Odsherreds borgmester, Karina Vincentz (Nyt Odsherred), er der glæde og store forventninger.
- Vi skal lave en kæmpe folkefest ud af det – ligesom vi gjorde med Tour de France. Vi skal have mad ud i foreningslivet og vi skal have engageret alle vores borgere, sådan så alle får noget ud af det her, siger hun.
Klar til opgaven
Stjerneoverrækkelsen i Odsherred finder sted den 16. juni 2025.
Det betyder, at køkkenchefen på Mota kan se frem til at skulle lave mad til over 500 kokke og mad-entusiaster med alle de bedste råvarer fra Odsherred og omegn.
- Nu får verden lov til at se, hvad jeg personligt synes er så fedt ved at være herude, og det er jeg da vildt stolt over. Det er fantastisk, siger Claus Henriksen.
Selve menuen er ikke på plads endnu. Aftenens michelin-værdige menu afhænger nemlig af, hvilke råvarer der er bedst i ugerne op til.
- Vi skal bare gøre det bedste, vi kan, og gør vi det, så er jeg sikker på, at det bliver en kæmpe succes.
Restaurant Mota modtog sin første Michelinstjerne i 2022. Restauranten ligger i Anneberg Kulturpark, der er et naturskønt område, som tidligere husede et psykiatrisk hospital.
Der er i alt to restauranter i Odsherred i 2024, der har en Michelinstjerne - den anden restaurant er Dragsholm Slot Gourmet.