Underskud på 619 millioner - nu vil kommune godkende endnu flere lån

Økonomien i Odsherred Forsyning er kuldsejlet. Alligevel vil Odsherred Kommune stille lånegaranti for flere penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Økonomien i Odsherred Forsyning ligger i ruiner. 

Det viser det netop offentliggjorte regnskab for 2023, der viser et underskud på hele 619 millioner kroner.

quote Forbrugerne skal have tryghed

Susan Münster, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning

Alligevel vil kommunen nu stille en garanti på et yderligere lån til forsyningen på 90 millioner kroner.

- Det er jo vigtigt, fordi det eksempelvis skal sikre den sommerhuskloakering, der er gang i, kan fortsætte kontinuerligt, siger kommunaldirektøren Claus Steen Madsen og fortsætter:

- Vi låner jo ikke drift, vi låner og stiller lån til rådighed for de investeringer, der skal foretages, som borgerne over tid betaler tilbage.

Blåstempler lånegaranti

Ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring, er der dog ikke grund til bekymring over lånegarantien.

- Der er problemer ovre i varmeselskabet, og det er der også i det overordnede selskab, men man kan med meget begrænset, næsten ikke eksisterende risiko godt låne penge og stille garanti for vandselskaberne, fastslår han.

Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh blåstempler kommunes nye lånegaranti, da pengene skal gå til vandselskaberne, der ikke længere er konkurstruede.
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh blåstempler kommunes nye lånegaranti, da pengene skal gå til vandselskaberne, der ikke længere er konkurstruede.

Odsherred Forsyning består af fem datterselskaber. 

Økonomierne i datterselskaberne skal holdes fuldstændig adskilt, hvilket skal sikre, at vandkundernes penge for eksempel ikke går til fjernvarme og omvendt.

Læs også
Forstå fjernvarmeskandalen fra Odsherred
Læs også
Forstå fjernvarmeskandalen fra Odsherred

Men i Odsherred Forsyning har økonomierne været viklet ind i hinanden. Dermed var ikke bare varmeselskabet, men også andre dele af forsyningen, der var konkurstruet.

Det har forsyningen og kommunen fået ændret, så økonomierne nu er helt adskilt. 

Sådan skal lånet på de 90 millioner fordeles:

  • 2 mio. kr. til Odsherred Tømning A/S til anskaffelse af driftsmidler.

  • 5 mio. kr. til Odsherred Vand A/S til finansiering af renoveringsprojekter på vandværker, ledninger og boringer.

  • 83 mio. kr. til Odsherred Spildevand A/S til finansiering af renoveringsprojekter og investeringer til bl.a. sommerhuskloakering.

    Kilde: Odsherred Kommune.

Det betyder, at det i øjeblikket kun er varmeselskabet og moderselskabet Odsherred Forsyning A/S, der risikerer en konkurs, mens de andre datterselskaber er fredet.

Det er de nu fredede datterselskaber, kommunen vil give lånegaranti til. Penge, der blandt andet skal gå til sommerhuskloakering og til renovering af vandværker.

Fortsat stor uvished om fjernvarme

Ifølge forsyningens nye bestyrelsesformand er det glædeligt, at dele af forsyningen nu er reddet fra konkurs.

- Det er rigtigt vigtigt, for forbrugerne skal have tryghed om, at de kan få leveret vand, de kan få afledt deres spildevand, de kan få tømt deres septiktanke. 

- Så bare det, at vandselskaberne nu er på plads, gør jo, at vi nu kan fokusere på, om den daglige drift fungerer, som den skal, siger Susan Münster.

Den nye bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning Susan Münster mener, at kunderne i vandselskaberne kan ånde lettet op. Anderledes ser det ud med fjernvarmekunderne, hvor fremtiden endnu ikke er afklaret.
Den nye bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning Susan Münster mener, at kunderne i vandselskaberne kan ånde lettet op. Anderledes ser det ud med fjernvarmekunderne, hvor fremtiden endnu ikke er afklaret. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Men hvad der skal ske med varmeselskabet, og de borgere, der venter på at få fjernvarme, er fortsat uvist.

- Vi arbejder intensivt på det i kredsen med kreditorerne, og vi håber rigtig meget på, at vi inden for relativt kort tid ved, om vi kan skabe en samlet løsning. 

- Og når vi ved, om vi kan skabe en løsning eller det modsatte, så ved vi også præcist, hvem bliver omfattet, og hvem bliver ikke omfattet, fastslår kommunaldirektøren. 

Forslaget om lånegarantien er stemt enstemmigt igennem i økonomiudvalget. På tirsdag er det så byrådets tur til at behandle lånegarantien.  


Nyhedsoverblik