Ung kok i navnestrid med Dragsholm Slot: - Jeg tør ikke ende i en retssag

Adam Dragsholm og hans kollega åbnede i sidste uge en bistro i Asnæs. Den skulle have heddet Dragsholm Madsted, men navnet fik Dragsholm Slot til at reagere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hans far hedder det, hans farfar hed det, og det samme gjorde hans oldeforældre. 

I adskillige generationer har efternavnet Dragsholm været knyttet til Adam Dragsholms familie, og da han sammen med en kollega besluttede sig for at åbne en bistro i Asnæs, ville han gerne bruge sit efternavn til det.

- Jeg synes, det er specielt at have det efternavn. Jeg synes, det er flot, og jeg har altid haft en drøm om at åbne en restauration, hvor jeg brugte det navn til det, fortæller 27-årige Adam Dragsholm.

- Jeg blev skræmt

Adam Dragsholm er uddannet kok og sammen med sin kollega Mads Mobley har han hele sommeren arbejdet i Strandlyst Streetfood i Odsherred. 

De syntes, at området manglede et spisested med god mad til billige penge, og derfor faldt valget på Asnæs. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Adam Dragsholms oldeforældre havde en smørrebrødsforretning, hvor navnet Dragsholm indgik, og Adam Dragsholm håber også, at han en dag kan få lov til at bruge navnet til sin restauration.
Adam Dragsholms oldeforældre havde en smørrebrødsforretning, hvor navnet Dragsholm indgik, og Adam Dragsholm håber også, at han en dag kan få lov til at bruge navnet til sin restauration. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Torsdag i sidste uge slog de to kokke dørene op for deres nye spisested for første gang. Det skulle have heddet Dragsholm Madsted, og både menukort og logo var blevet trykt, men da Dragsholm Slot hørte om spisestedet, blev der sat en stopper for navnet.

- Jeg havde en 45 minutter lang telefonsamtale med dem, og det endte med, at jeg bukkede under. Jeg blev skræmt, og jeg tør på ingen måde at ende i en retssag med Dragsholm Slot som selvstændig erhvervsdrivende, der lige har åbnet en restaurant. Det har jeg ikke energi og økonomi til, lyder det fra Adam Dragsholm.

Navnet kan forveksles

Dragsholm Slot ligger 10 kilometer fra den nye bistro i Asnæs. Slottet oplyser til TV2 ØST, at de har serveret mad siden 1937, og i 2017 fik slottets ene restauration en michelinstjerne.

Ifølge Adam Dragsholm fik han besked på at ændre navnet inden klokken 10 på åbningsdagen. Ellers ville slottet kontakte sin advokat.

- Det var ikke en forespørgsel, det var en ordre, og jeg følte, det var en trussel, siger Adam Dragsholm.

På Dragsholm Slot bekræfter de at have været i kontakt med Adam Dragsholm.

- Vi synes, at det er dejligt, at der er liv og aktivitet i Odsherred og hilser alle gode kolleger velkommen. Problemet med, at de bruger navnet Dragsholm er alene, at det kan og vil blive forvekslet med vores navn. Gæster vil fejlagtigt tro, at det er os, der står bag madstedet. Det ønsker vi selvsagt ikke, da vi har brugt mange år og mange kræfter på at komme dertil, hvor vi er i dag, lyder det i et skriftligt svar fra slottet.

Læs også
Dragsholm Slot får en Michelin-stjerne: En kæmpe forløsning
Læs også
Dragsholm Slot får en Michelin-stjerne: En kæmpe forløsning

Ifølge Adam Dragsholm har I truet med advokater, hvis ikke de ændrede navnet. Er det korrekt?

Vi havde en god og ordentlig dialog, hvor de godt forstod vores synspunkt. Det er klart, at hvis ikke de ønsker at overholde markedsføringsloven, så kan vi blive nødt til at bede vores brancheorganisations jurister gå ind i sagen. Det har vi prøvet tidligere, skriver Dragsholm Slot til TV2 ØST.

Ked af det

Ifølge Danmarks Statistik er der 11 personer i Danmark, der hedder Dragsholm til efternavn. Og selv om drømmen for Adam Dragsholm altså var at bruge navnet til hans og Mads Mobleys spisested, så har de nu valgt at kalde det Bistro Draughet i stedet.

- Jeg synes, det er ærgerligt, og det gør mig ked af det. Jeg har en lille datter, som jeg håber vil gå i mine fodspor og blive kok, men jeg har fået at vide, at vi aldrig må bruge navnet Dragsholm noget sted i verden til at åbne en restaurant, og det gør mig oprigtigt ked af det, siger den 27-årige kok.

Det siger juraen:

  • Dragsholm Slot er ikke et registreret varemærket.

  • Der er to måder at opnå varemærkeret på. Man kan enten registrere sig hos Patent- og Varemærkestyrelsen, eller man kan opnå varemærkeret ved at have taget navnet i brug.

  • Dragsholm Slot har siden 1937 serveret mad, og derfor har navnet Dragsholm i en årrække været knyttet til en restauration. Kom det til en retssag ville Dragsholm Slot skulle bevise, at de har drevet restauration under navnet for at opnå varemærkeret ved ibrugtagen. 

  • Hvis en anden ønsker at stifte en restauration under navnet Dragsholm, kan det give en konflikt, fordi de begge tog det samme navn Dragsholm, og de begge to bruger navnet til restaurationsvirksomhed.

  • I 2014 blev den nordjyske restauratør Jacob Jensens hevet i retten af Jensens Bøfhus, der ville have ham til at fjerne Jensen fra sit navn Jensens Fiskerestaurant. Den sag tabte Jacob Jensen i Højesteret, der mente at restauranterne kunne blive forvekslet med hinanden, og at navnet Jensens Fiskerestaurant var en udnyttelse af Jensens Bøfhus’ særpræg og renommé.

  • I 2003 anlagde legetøjsgiganten Lego sag an mod Louise Lego Andersen, fordi hun havde åbnet et galleri ved navn Galleri Lego på Nørrebro. Louise Lego Andersen vandt sagen i Højesteret, fordi der var så stor forskel på de to produkter, at de ikke kunne forveksles. 

  • Der findes ifølge Danmarks Statistik 11 personer i Danmark med efternavnet Dragsholm.


Kilder: Professor i materielret på Syddansk Universitet Torsten Bjørn Larsen, Dragsholm Slot og Danmarks Statistik.

Er det ikke også at snylte på Dragsholm Slots gode renommé og det de har brugt tid og penge på at bygge op at lægge sig så tæt op ad deres navn?

- Jeg har respekt for det, de laver derovre. Det vi laver her er jo noget helt andet. Det er et andet koncept. Det er et andet prisleje. Det er simpelthen en anden målgruppe, vi når ud til. Det synes jeg på ingen måde er at snylte på dem, siger Adam Dragsholm.

Artiklen fortsætter under billedet.

Adam Dragsholms farfar hed Sofus Dragsholm. I dag er der ifølge Danmarks Statistik 11 personer med efternavnet Dragsholm.
Adam Dragsholms farfar hed Sofus Dragsholm. I dag er der ifølge Danmarks Statistik 11 personer med efternavnet Dragsholm.

Hvorfor bruger I så ikke bare din makkers navn og kalder jer Mobleys Madsted?

- Vi synes, Mobleys lyder af noget andet end en bistro. Mobleys ville passe til et hipstersted inde i Kødbyen i København, hvorimod vi synes, at Dragsholm passede godt til konceptet her.

Selv om der nu er trykt nye menukort, og navnet er ændret, har Adam Dragsholm ikke helt opgivet kampen om Dragsholm.

- For nu vil jeg ikke lægge mere energi i det. Så jeg bukker under og gør, som der bliver sagt så at sige, men det er ikke at udelukke, at jeg senere gør noget ved det. Og det er fordi, det gør mig ked af det, at min datter ikke eller vi ikke må åbne en restauration med det navn, siger Adam Dragsholm.


Nyhedsoverblik