Vælgermøde på værested: - Det er vigtigt, der kommer hjælp

Torsdag inviterede misbrugsteamet i Odsherred Kommune borgere, brugere og politikere til vælgermøde med fokus på socialt udsatte borgere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november bliver der lige nu afholdt et væld af vælgermøder rundt om i regionen. I går foregik der et lidt anderledes et af slagsen i Asnæs i Odsherred.

På menuen var der stegt flæsk med kartofler og persillesovs og speeddating med en politiker, da misbrugscentret i Odsherred Kommune og værestedet Vendepunktet inviterede de lokale politikere til en snak med en tidligere misbruger.

En af dem der deltog i vælgermødet, er Jørn Mossin fra Hørve. Tidligere kunne han drikke mellem 10 og 15 øl om dagen, og det misbrug gik ikke kun udover ham, men også han familie.

- Det, jeg er allermest ked af, er at det gik udover min datter og min familie, siger Jørn Mossin.

quote Det er vigtigt, der kommer hjælp. Ikke kun til misbrugeren, men simpelthen til familien og de pårørende

Karina Timm Hansen, hustru til tidligere misbruger

I dag er det seks år siden, at han drak sin sidste øl, og det kan han i høj grad takke sin datter for.

- Hun (datteren, red.) løb op på sit værelse på første sal og så skreg hun, alt hvad hun kunne: ”Nu stopper du, far. Jeg er kun otte år, jeg vil ikke have ødelagt min barndom”. Og dér gik det ligesom op for mig, at nu var det nok, og så vågnede jeg op og vidste, at nu skulle der gøres noget, siger Karina Timm Hansen, der er gift med Jørn Mossin.

For parret er dagens arrangement en mulighed for at råbe politikerne op.

- Det er vigtigt, der kommer hjælp. Ikke kun til misbrugeren, men simpelthen til familien og de pårørende, siger Karina Timm Andersen.

Jørn Mossin har været ædru i seks år. Tidligere drak han mellem 10 og 15 øl om dagen.
Jørn Mossin har været ædru i seks år. Tidligere drak han mellem 10 og 15 øl om dagen. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir – TV2 ØST

Ikke flere penge til området

Hver af de politiske kandidater fik halvandet minut til at præsentere sig og dele deres synspunkter om socialt udsatte borgere, og efterfølgende var der afsat tid til, at de kunne tale med brugerne af værestedet.

quote Det kan være, at systemet skal ændres, så der er mere nærvær og mere stabil sagsbehandling

Claus Starup (K), kandidat til byrådet, Odsherred Kommune

Selvom de lokale byrådskandidater lyttede, så var der ingen der på dagens møde ville love flere penge til området.

- Som jeg lige forstår deres problemer, så er det mere hvordan systemet fungerer, og det har jo ikke altid noget med penge at gøre. Det kan også være, at systemet skal ændres, så der er mere nærvær og mere stabil sagsbehandling, siger Claus Starup, der stiller op til byrådet i Odsherred Kommune for de Konservative.

Læs også
Unge af forældre med misbrug fik en helt særlig tur til toppen af Storebælt
Læs også
Unge af forældre med misbrug fik en helt særlig tur til toppen af Storebælt

Thomas Nicolaisen, der er byrådskandidat fra Radikale Venstre, tilføjer:

- Den manglende hjælp til pårørende, der også står i en vanskelig situation, er i hvert fald en af de ting, hvor det lyder til, at vi godt kan gøre det bedre.

Karina Timm Andersen har mærket på egen krop, hvordan misbrug påvirker en familie, da hendes mand var alkoholiker.
Karina Timm Andersen har mærket på egen krop, hvordan misbrug påvirker en familie, da hendes mand var alkoholiker. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir – TV2 ØST

Jørn Mossin og ni andre af Vendepunktets brugere har fortalt deres historier med misbrug i bogen Der er altid en udvej, som Rusmiddelteamet netop har udgivet i 150 eksemplarer med støtte fra kommunen og fondsmidler.

- De fleste når de har taget en beslutning om at få hjælp, så er det vilje og så er der vej, afslutter Jørn Mossin. 


Nyhedsoverblik