Lederen af den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, Bente Kermenoglou, trækker sig fra sin stilling som forstander.
Det skriver Politiken.
Region Sjællands direktør på socialområdet, Michael Nørgaard, bekræfter fratrædelsen over for avisen.
Der er andre, der må vurdere, om jeg har gjort det godt nok eller ej
Peter Jørgensen, som i dag er forstander på den sikrede døgninstitution for unge ved Rødvig-Stevns Stevnsfortet, indsættes i stedet.
Forstanderens fratrædelse er tirsdag eftermiddag blevet meldt ud til personalet på Bakkegården.
Seks vikarer bortvist
Avisen har tidligere afdækket, hvordan unge vikarer smuglede piller og hash ind til unge indsatte.
Vikarerne indtog også selv pillerne under nattefester med de unge i juli 2022, skrev Politiken på baggrund af indsigt i dokumenter og tilsynsrapporter.
Bente Kermenoglou har tidligere ikke villet svare på kritikken over for Politiken.
- Der er andre, der må vurdere, om jeg har gjort det godt nok eller ej, sagde hun dengang.
De pågældende vikarer var fra vikarbureauet Vikar Specialisten.
Sagen har ført til, at seks vikarer på Bakkegården er blevet bortvist, mens sagen efterforskes af politiet.
Havde ikke kompetencerne
Indsmuglingerne og stofindtaget med de unge er ifølge Politiken sket på Bakkegårdens afdeling Elmehuset Øst. Her sidder unge i alderen 15 til 17 år typisk varetægtsfængslet for alvorlig kriminalitet.
Der har ifølge Politiken været tilkoblet unge vikarer på 19 til 22 år, som vurderes ikke at have kompetencer til kompleksiteten i målgruppen.
Direktør og medejer af Vikar Specialisten, Claus Stechnik, har over for Politiken kaldt sagen for en "møgsag".
Ifølge ham gjorde firmaet brug af en underleverandør i det konkrete tilfælde. Det er dog Vikar Specialisten, der har indgået kontrakten med Bakkegården.
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde tidligere på ugen til Politiken, at der skal sættes en stopper for, at unge vikarer bliver efterladt alene med unge på sikrede institutioner.