Sagen om forureningen med giftstoffet PFOS fra brandskolen i Korsør spreder sig nu.
Hvor forureningen tidligere er blevet fundet på en eng, hvor en forening har ladet kvæg græsse, så er den nu også blevet fundet i jorden i den nærliggende kolonihaveforening, Haveforeningen Rundingen i Korsør.
Det oplyser Slagelse Kommune.
- Jeg havde frygtet, at der ville være noget i den have. Det er dem, der har fået det største flow af overfladevand fra brandskolen, siger formanden for haveforeningen, Stig Theede, til TV2 ØST lørdag.
På grund af fundet fraråder Fødevarestyrelsen, at man spiser grøntsager dyrket i jorden i kolonihaverne, og Slagelse Kommune anbefaler ud fra et forsigtighedsprincip, at kolonihaveejerne bruger handsker, hvis de skal i haven henover påsken.
Haveforeningen er nabo til den eng, hvor stoffet tidligere er fundet - og det er noget, som kolonihaveejerne taler om.
- Folk har været bekymrede og er det fortsat. Vi snakker jævnligt om det. Vi har jo en god dialog med hinanden herude - også på vores Facebook-gruppe. På den måde kan vi holde hinanden orienteret og håbe på det bedste, siger han.
Stammer fra brandskole
Forureningen af PFOS i Slagelse stammer fra brandskolen, hvor der gennem mange år er blevet brugt skum, der indeholdt det skadelige stof. Brugen af skummet med PFOS er indstillet for flere år siden, men stoffet findes stadig i det område, hvorfra vandet fra brandskolen er løbet ned til et grøft. Derfra er vandet ledt ud i Korsør Nor.
Derudover er der fundet meget høje koncentrationer af stoffet på mere end 1.000 gange grænseværdien i kødkvæg, der græsser på engen ved siden af brandskolen. Kvæget er blevet spist af medlemmer af foreningen Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening.
- Jeg har været i kontakt med flere andelshavere, som er dybt frustrerede og nervøse for, hvad der nu sker: Hvad med os? Hvordan ser det sundhedsmæssigt ud for os, sagde formanden for kogræsserforeningen, Kenneth Nielsen, mandag til TV2 ØST.
VIDEO: Sådan her lød det mandag, efter kogræsserforeningen hørte om det høje niveau af PFOS i kødet.
Kan være hormonforstyrrende
PFOS kan nemlig både være hormonforstyrrende, ligesom det er under mistanke for at være kræftfremkaldende. Og de store mængder PFOS i kødkvæget fik professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet til at råbe vagt i gevær.
- De personer, der har spist fisk eller landbrugsprodukter fra det område her, må tilbydes en blodprøve og helbredsundersøgelse, og det kan ikke gå for hurtigt, sagde professoren mandag.
Men borgerne har fået nej til, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil undersøge deres helbred. Og det er en beslutning, der nu kritiseres af Stig Theede.
- Jeg er ked af, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke går ind i sagen. Jeg håber, at de tager det op til revision. Der er muligvis også nogen herude, der ville lade sig teste. Kogræsserne har haft en meget høj koncentration af PFOS i deres kød, så jeg kan godt forstå, at de er mere urolige, end vi er. Vi har jo ikke fået konstateret noget i vores grøntsager endnu, siger han.
Roser kommunes indsats
Stig Theede gentager flere gange, at han er meget tilfreds med den måde, som Slagelse Kommune har grebet forureningen an på.
- Jeg er glad for, at kommunen rykker på det. Stoffet er jo brugt på brandskoler i hele landet i store mængder, og jeg har ikke hørt om andre steder, hvor der sker så meget, som der gør her lige nu. På den måde kan jeg godt være lidt stolt af Slagelse Kommune, at de så hurtigt og effektivt har rykket på det, fysisk har sat ind mod forureningen og samtidig har været gode til at informere os om deres arbejde og resultater, siger han.
Efter fundet af PFOS i kolonihaven vil Slagelse Kommune da også tage flere prøver i området.
- Vi skal undersøge, om forureningen kun er i den ene have, eller om den er i flere. Vi vil undersøge omfanget af det, siger Jette Jungsberg, der er leder af miljøafdelingen i Slagelse Kommune.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vil tage prøver
Stig Theede fortæller, at foreningen nu vil arbejde på at skaffe grøntsager, der er blevet dyrket i den forurenede jord - enten ved at finde nogle i fryseren, eller ved at dyrke nye grøntsager de steder, hvor der er udtaget prøver.
- Vi kan jo ikke rigtig få oplyst, om det kan være i grøntsager - og hvor meget, der må være. Men vi har tænkt os at komme med grøntsager, der er dyrket i jorden, så de kan blive analyseret af myndighederne, siger han.
Han fortæller, at forureningen har været en stor ting blandt ejerne af kolonihavehusene.
- Det har været noget af en kedelig overraskelse. Det er et fristed for mange at komme herud og dyrke vores grøntsager, æbler og pærer. Men jeg er ret tryg ved de ting, som der er sat i gang. Når jeg kigger ud af vinduet, så har jeg kunnet se et mylder af mennesker ude på engen og store maskiner, der har kørt i pendulfart med slam og vand fra den grøft, der har ledt vandet væk. Jeg er glad for, at kommunen tager det seriøst, siger Stig Theede.