Boringer og 20-30 centimeter jord, der skal fjernes.
Det er nogle af de tiltag, som Miljø,- Plan og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune har bedt forvaltningen se nærmere på.
Tirsdag aften var der møde i udvalget, og med udgangspunkt i Niras' indledende forureningsundersøgelse tog politikerne stilling til de fremtidige muligheder, der er for oprensning i forureningssagen fra brandstationen i Korsør.
PFOS-sagen var første punkt på dagsordenen.
- Jeg havde bedt om, at vi havde en mere handlingsorienteret dagsorden, hvor vi kunne se på, hvilke initiativer vi kunne tage, lyder det fra udvalgets formand, Jørgen Grüner (SF).
Nogle udvalgsmedlemmer er selvfølgelig mere for noget end noget andet, men vi fik en god snak, og det er det her, vi er enige om, at vi skal gå videre med
På mødet drøftede medlemmerne mulighederne for oprensning af området omkring Noret.
- Der har vi en situation, hvor vi samler overfladevandet op, som kommer fra brandskolen, og så renser det med et mobilt rensningsanlæg, siger Jørgen Grüner.
Men det er ikke nok, lyder konklusionen. Derfor blev udvalget enige om, at der skal laves yderligere tiltag for at stoppe spredningen af PFOS.
- Forureningen har været der længe, så den er sivet ned i jorden og kan bevæge sig i stenlagene ved grundvandet. Hvis vi skal gøre noget ved det og forhindre, at det bevæger sig ned i Noret, skal vi have foretaget nogle boringer rundt om brandskolen og på den eng, hvor køerne har gået.
Undersøger fem grunde mere
Også problematikken omkring forurening af grunde ved kolonihaven Rundningen var til diskussion.
Her blev medlemmerne enige om, at forvaltningen skal se nærmere på mulighederne for at fjerne mellem 20 og 30 centimeter jord fra de fem grunde, der er konstateret PFOS på. Grunde, der grænser lige op til brandskolen.
- Det, de skal se på, er blandt andet, hvad det kommer til at koste at få det kørt væk og destrueret. Kan vi gøre det i Danmark, eller skal vi til udlandet, spørger Jørgen Grüner.
- Og så skal vi have lavet undersøgelser på yderligere fem grunde. Terrænforholdene gør, at der er noget af overfladevandet, som bevæger sig ned i andre kolonihaver. Der skal vi være helt sikre på, at der ikke er forurening.
Ifølge Jørgen Grüner var udvalget enige om hvilke tiltag, der skal undersøges nærmere for at komme forureningen til livs.
- Nogle udvalgsmedlemmer er selvfølgelig mere for noget end noget andet, men vi fik en god snak, og det er det her, vi er enige om, at vi skal gå videre med, siger udvalgsformanden.
Vil måske flytte kolonihaver
Han fortæller desuden, at udvalget også vil have undersøgt, om det er muligt at få flyttet nogle af kolonihaverne.
- Vi har ikke besluttet, at vi vil gå videre med det, men vi vil undersøge, om det er muligt at flytte nogle af grundene på den anden side.
Hvilke tiltag, der i sidste ende ender med at blive taget i brug, er fortsat uvist. Forvaltningen skal nu undersøge, hvordan udvalgets punkter kan blive realiseret – både fysisk og økonomisk.
Hvordan tiltagene skal finansieres, er også uvist. Det skyldes, at der endnu ikke er placeret et ansvar for forureningen.