628 kilo kalvekød er havnet i skraldespandene rundt om hos medlemmerne af Korsør Natur- og Kogræsserforening.
Kødet indeholder så store mængder af flourstoffet PFOS, at eksperter vurderer, at der er en væsentlig sundhedsmæssig risiko ved at indtage det pågældende kalvekød.
Nu kræver kogræsserforeningen erstatning af kommunen for det uspiselige kød:
- Det er kommunen, der i sidste ende er grund til, at vores dyr er blevet forurenet, så det er også dem, der bør betale for det, siger Kenneth Nielsen, der er formand for kogræsserforeningen.
Forurening stammer fra brandskole
Det sundhedsskadelige stof PFOS stammer fra brandslukningsskum, der er blevet brugt på den kommunale brandskole i Korsør. Herfra har det via regn- og spildevandsdræn spredt sig til området omkring brandskolen.
Kogræsserforeningens køer har hver sommer gået og græsset på en eng, der grænser op til brandskolen og har drukket vand fra en grøft, der har vist sig at være forurenet med store mængder PFOS.
Foreningen har brugt lidt over 31.000 kroner på kødet, som de nu mener, Slagelse Kommune bør betale for.
Kommune har modtaget erstatningskrav
Hos Slagelse Kommune bekræfter afdelingsleder i miljøafdelingen Jette Jungsberg, at de har modtaget erstatningskravet fra kogræsserforeningen. Men hun vil hverken be- eller afkræfte, hvorvidt kommunen har tænkt sig at dække udgifterne til det forgiftede kød:
- De står i en forfærdelig situation, men der er noget juridisk og forsikringsmæssigt, vi først skal have afklaret, siger hun.
Kogræsserforeningens medlemmer har spist det forgiftede kød i årevis, og de skal nu have taget blodprøver, der skal vise, hvor meget af det sundhedsskadelige stof, de har i kroppen.
Højgravide Cecilie Roland fik som den første taget blodprøve onsdag, mens resten ventes at få taget blodprøver i slutningen af maj måned.
Svaret på Cecilie Rolands prøve bliver hastebehandlet, da hun er gravid og ventes at komme inden for en lille måneds tid.
Flere erstatningssager kan være på vej
Det er den første sag i Danmark, hvor en gruppe mennesker har indtaget store mængder af det sundhedsskadelige stof PFOS.
Men der findes lignende sager i udlandet blandt andet i Kallinge i det sydøstlige Sverige, hvor 165 borgere er blevet tilkendt erstatning, fordi de i årevis har drukket vand forurenet med fluorstoffer.
Forureningen blev opdaget i 2013, og man fandt efterfølgende ud af, at de giftige stoffer stammede fra forsvarets nærliggende flyveplads, hvor der i mange år var blevet brugt brandslukningsskum med fluorstoffer i.
I Sverige har forskning vist, at der for de berørte borgere er øget risiko for forhøjet kolesterol og en række andre sygdomme, hvilket førte til at retten tilkendte borgerne erstatning.
Formanden for kogræsserforeningen vil ikke udelukke at en lignende erstatningssag også kan komme på tale i sagen fra Korsør.
- Det vil jeg bestemt ikke afvise, men nu skal vi først og fremmest have fundet ud af, hvor meget af det her stof vi har i kroppen, siger han.
Den 25. maj er de berørte borgere indkaldt til informationsmøde om situationen og det videre forløb.
VIDEO: Giftstoffet har skabt stor utryghed blandt mange af kogræsserforeningens medlemmer. Videoen er fra 24. marts: