- Har præsten gjort det, han er tiltalt for? Har han brugt sin psykiske overlegenhed, og har han misbrugt sin stilling som præst? Det kan kun besvares med et rungende ja.
Sådan indledte specialanklager Anja Liin sin procedure i sagen om den tidligere præst fra Tømmerup, som er tiltalt for at krænke 12 børn og unge seksuelt. I dag skal anklager og forsvarer nemlig fremlægge sagen, som de ser den, før nævningene skal tage en beslutning.
Anja Liin brugte en del tid på at forholde sig til den 47-årige præsts egen forklaring. Han har erkendt et forhold til en 13-årig pige og flere blufærdighedskrænkelser af drenge og unge mænd, men han har nægtet at være pædofil. I stedet har han beskrevet sig selv som et reflekteret og søgende menneske.
Når han siger, at han er reflekteret, så er virkeligheden, at han er dybt manipulerende
- Men det har intet med virkeligheden at gøre. Virkeligheden er langt mindre pæn. Han er et søgende menneske, siger han. Men virkeligheden er, at han har sex med børn. Når han siger, at han er reflekteret, så er virkeligheden, at han er dybt manipulerende, sagde anklageren.
12-årig dreng var ikke jaloux
Derefter gennemgik anklageren hver enkelt forhold, blandt andet et påstået forhold til en 12-årig dreng. Præsten har erkendt at have stukket en finger op i endetarmen på drengen, men han er også tiltalt for at have haft analsex med ham. Det nægter præsten dog og har forklaret, at den unge dreng var jaloux, fordi den 13-årige pige i samme periode begyndte at komme hos præsten.
- Drengen har i lydoptagelser fortalt, at han ikke vil ”stikke præsten til politiet”. Det hænger ikke sammen med, at han skulle være jaloux og ønske at skade ham, sagde Anja Liin og understregede, at præsten udnyttede sin magtposition i jobbet som præst.
- Præsten er meget ældre. Han er erfaren. Han har givet drengen gaver, blandt andet en telefon. Han har introduceret drengen til et sexspil, og endelig så har præsten et særligt talent for at spotte sårbare børn, forklarede anklageren.
Det skal ikke bare ligne sex. Det er voldtægt
- Det er voldtægt
Der er fundet en stor mængde børnepornografiske billeder og videoer i præsteboligen i Tømmerup, hvor de krænkede børn fremgår sammen med præsten. Men præsten har forklaret, at billederne, hvor det ser ud som om, at han udfører oralsex på en af drengene, bare er opstillet.
- Det skulle bare ligne sex, men det var det ikke. Det var bare sådan noget drengerøvs-noget, har præsten tidligere forklaret.
Men den forklaring køber anklageren ikke, slog hun fast i Retten i Holbæk i dag.
- Det skal ikke bare ligne sex. Det er voldtægt, sagde hun.
Om forholdet til en ung mand, som præsten er tiltalt for at misbruge, mens drengen sov, har præsten forklaret, at drengen var vågen og klar over, hvad der foregik. Men også det fandt anklageren utroværdigt.
- Det kan jeg virkelig ikke forstå. Drengen anede ikke, der havde været tale om seksuelle overgreb, før han blev præsenteret for billederne af politiet. Hans egen forklaring er, at han har sovet fra alt. Det underbygger billederne også, sagde Anja Liin.
Præsten har løjet og manipuleret drengen lige så meget, som han har gjort med de andre. Han ved det bare ikke
Anklager: Præsten lyver og bedrager
Anklagemyndigheden mener, at præsten bedrog de mange børn og unge ved at udnytte sin erfaring og psykiske overlegenhed. Blandt andet lod han som om, at han var pornostjerne på Snapchat og Skype under navnet sexysascha. Gennem de profiler forsøgte han angiveligt at overtale flere unge til at mødes med præsten. Han brugte også profilerne til at forsøge at overtale en 16-årig dreng til at fortsætte et seksuelt forhold med præsten og optage en pornofilm med ham.
- Han lyver og bedrager og manipulerer drengen. Derfor fortsætter han med at have sex med præsten, selvom han skammede sig så inderligt over det.
En enkelt af de unge mænd, præsten er tiltalt for at have manipuleret til sex, har fortalt i retten, at deres seksuelle forhold var frivilligt. Han er i dag 24 år gammel. Præsten har i sin egen forklaring omtalt den unge mand som sin bedste ven. Men anklageren fastholdt altså, at præsten også her havde misbrugt sin stilling som præst.
- Præsten har løjet og manipuleret drengen lige så meget, som han har gjort med de andre. Han ved det bare ikke, eller også vil han ikke se det. For hvad vil det betyde for ham, hvis han skal se præstens sande ansigt og erkende, at hans bedste ven var rent bedrag?
Nu skal forsvareren så fremlægge sin forståelse af sagen. Der ventes at falde dom den 10. november.