I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Anette Berg, Vig Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Rasmus H C Dreyer, Sorø Født 1985 og opvokset i Thomas Kingos hjemby, Slangerup i Nordsjælland. Blev teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 2010 og modtog samme år universitetets guldmedalje. Jeg har været ansat som ph.d.-stipendiat, underviser og siden videnskabelig assistent på Afdeling for Kirkehistorie på Københavns Universitet. Her har jeg i særlig grad arbejdet med den danske reformator Hans Tausen, den danske reformation og forståelsen af samme i dansk kirkehistorie og kultur. I samme anledning har jeg udgivet en række videnskabelige artikler. Medlem af en række kirkehistoriske forskningsnetværk og medlem af styrelsen for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. Jeg forelæser på Folkeuniversitetet og holder foredrag om Hans Tausen og den danske reformation rundt omkring i landet. Ordineret i 2011 som hjælpepræst i Slangerup og siden sommeren 2014 konstitueret sognepræst ved Sorø Klosterkirke. Gift med sognepræst Lis Samuelsen og bosiddende i Sorø med vores tre børn.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Anette Berg
Vi fristes på vores krop og med vores krop… NON stop. Vi bombarderes med fristelser, bl.a. fordi det i vores velbjergede del af verden er muligt at få stort set alt. Det hjælper selvfølgelig på muligheder, hvis vi vinder 315 mill. i Lotto, men alligevel… de fleste kan godt lade sig friste af alt muligt andet alligevel. Mad… sundhed… motion… alkohol … tobak… hash og deslige… sex… hvile … eller det modsatte… i betydningen, når vi la´r det fylde destruktivt: søvnløshed… uro… angst… vrede… m.v. Vi bli´r fristet nonstop på vores krop … med vores krop … og i vores krop. Fristelserne kan gå så meget ind under huden på os, at vi martres af dem. Dæmonerne har mange luskede veje. Jesu første fristelse handler om kroppen ! Vi bli´r fristet på vores sjæl… vores væren…. og identitet… hvem er du… hvis du er den og den, så bør du gøre sådan og sådan. Hvis du er en god datter, så bør du besøge din gamle mor hver dag… hvis du er en kærlig ægtemand, så bør du gi din kvinde opmærksom … hvis du er en god kristen, så bør du virkelig ta´ dig sammen… og ikke engang TÆNKE de tanker, du gør. Hvem er du… er du overhovedet noget værd… hvis de andre kendte dig, så ville de vide, hvilket pjok, du er. Vi bli´r fristet dybt ind i vores inderste… gennem marv og ben, kan vi blive martret med alle de her kampe… hva´ er vi egtl. værd, når det kommer til stykket. Den 2. fristelse, Jesus udsættes for handler om VÆREN… hvis du er … Den 3 fristelse, vi før hørte Jan læse om… det er djævelen, der frister ÅNDEN i os… lokker med alle verdens riger og de 315 millioner og meget andet DEJLIGT OG NEMT…. så vi selv kan gøre os til Gud på den ufede måde. ALLAH ER STOR… gør mig til Gud, hvisker dén djævel… slå ihjel i mit navn ! Det er en afgud, der vil noget… og som stikker sit hæslige hoved frem netop i den tid, vi lever i lige nu… !!!!!!!!!! VIG BORT FRA MIG, SATAN !… for du har intet med Gud at høre ! … hvor meget den fejlslutning så end sker. Gud er kærlighed og intet andet… og det gælder også guden Allah. Når vi læser bibelen med de samme fundamentalistiske og ekstremistiske briller, (som et fåtal af de 3.2. muslimer gør), så får vi også kun hæsligheder ud af det… og det er ikke Gud… det er menneskers fortolkninger af såvel bibelen som af koranen, som gør det djævelsk… og det er ikke Gud… for GUD er kærlighed og intet andet. Vi bli´r fristet på krop – sjæl og ånd… i den grad… så er der noget at sige til, at vi indimellem piver… og at det indimellem godt kan føles lidt op ad bakke ?... når hæslighederne for alvor stikker sit hoved frem !!!!!!!!! VREDE … Jeg tænker på Omars Husseins sidste tur gennem byen, hvordan mon han har haft det, hvad har han tænkt på? Omar var ham, der hurtigt fik titlen TERRORIST efter sidste weekends handlinger. Måske var han bare et ganske almindeligt menneske, der lod sin vrede og frustration få så voldsomt og uigenkaldeligt et udtryk, så det fik fatale følger. Måske havde turen gennem byen den aften været en form for ørkenvandring for ham, eller også var det den allersidste etape af en ørkenvandring, der allerede havde varet alt for længe. Og det er dér man er mest udsat. Da djævelen indfinder sig for at friste Jesus er det jo netop ikke i begyndelsen af hans ophold i ørkenen, men først da han har fastet i fyrre dage og fyrre nætter, og altså er blevet godt sulten. Så djævelen begynder dér hvor han tænker det er nemmest at få sig kilet ind. I kroppen. Med sulten. På sin sædvanlige insinuerende og djævelske facon, går han til værks. Og det er sådan det dæmoniske er…. jo mere slidte vi er… jo mere flade vore batterier er…. jo nemmere har fristelserne det med at få fat i os. Jo mere glemmer vi… at vi er ÅND… at vi er kærlighed… og intet andet. Så du, Gud… Omar ham gå af sted i lørdags? … en stor dreng, en ung mand… på vej til sin udåd. Så du ham, Gud ? Du må have vidst det, Gud… det, som han havde i sinde… du som ransager os og kender os ! Det svar Gud la´r os høre, tror jeg... det vil være: Ja, jeg så ham godt, men han så ikke mig! Nogen havde bildt ham ind, at jeg (Gud) er anderledes end jeg er, men det er djævelens værk…. og selvom jeg til enhver tid er større og stærkere end djævelen… så har I mennesker fået jeres frie vilje. I vælger (selv) side ! Hver dag… hver time… hvert minut… hvert sekund ! MEN, kære menneskebørn, og mine allerdyrebareste små skabninger… I ER KÆRLIGHED hver og én af jer… ingen mere end andre… så vælg kærligheden ! og I vil få kærligheden at føle … hver dag… hver time… hvert minut… hvert sekund ! Amen
Prædiken af Rasmus H C Dreyer
I den tyske forfatter Thomas Manns store roman, Doktor Faustus, sidder komponisten Adrian Leverkühn en sen aften med en Søren Kierkegaards Enten-Eller i skødet, da en isnende kulde breder sig, og en uanmeldt herre træder ind i stuen. Manden er en uanselig gestalt, som Leverkühn beskriver det, med sportshue om ørerne og rødligt hår tittende frem fra tindingen. Røde øjne og et osteagtigt ansigt, som Leverkühn bedst kan beskrive det. Han er ikke velklædt; tværstribet skjorte og ternet jakke med for korte ærmer og alt for stramme bukser og et par udtrådte gule sko. En simpel løjser. Leverkühn har nok en anelse om, hvem det er. Men han har forståeligt nok lidt svært ved at tro på det. Sidder Djævelen, for den ukendte herre er selvfølgelig den Onde selv, virkelig i hans stue? Leverkühn bliver vred. Afviser hans eksistens. Men bare fordi, du er vred, replicerer Djævelen, så betyder det ikke, at jeg ikke findes. Han eksisterer også udover vreden. Og han vil gøre en aftale med ham. Give den kompetente komponist Leverkühn 24 års genialitet – hvilken kunstner fristes ikke af det; ja, selv Adrian Leverkühn, denne dannede, teologisk velbevandrede, kristne tysker, fristes. Og efterhånden som Djævelen får talt Leverkühn varm på ideen, ændres Djævelens udseende også. Djævelen bliver en tiltalende, velklædt og agtværdig herre med brille på næsen, og Adrian sælger sin sjæl. Prisen? De 24 års musiske genialitet fås for hans liv og mere til: I disse 24 år må han ikke elske! Hans liv skal være så koldt, så at knap nok produktionen, som Djævelen kalder sit helvede, vil kunne varme Adrian Leverkühn, når den tid kommer. De 24 år begynder og Adrians genialitet når uhørte højder, men tiden rinder, og til slut går Adrian til i kulde, sygdom, dæmoni og vanvid … just i de år, hvor nazismen og Hitlers magt stiger til vejrs. For Thomas Manns skildring af Adrian Leverkühns djævlepagt er nemlig mere end skildringen af et individs handel med Fanden. Den er en lignelse på, hvordan den tyske sjæl kunne lade sig lokke i armene på nazismen. Dét er den egentlige djævlepagt, som Mann skildrer. I bemærkede måske, at Adrian var i færd med at læse Kierkegaard, da Djævelen dukkede op. Det er ikke tilfældigt. Adrian Leverkühn læser Kierkegaards Enten-Eller, hvor Kierkegaard sammenligner Faust-skikkelsen og Mozarts Don Giovanni, eller Don Juan, som han siger. Faust og Don Juan er to sider af samme sag. Faust er inkarnationen af den åndelige dæmoni; at ville det onde for egoistiske grunde. Don Juan, han er derimod inkarnationen af det legemlige og sanselige dæmoni. Hos Don Juan er kroppen, det materielle, legemlige og sanselige alt. Ånden betyder intet. Dagens evangelium om er central netop for dét syn. Vi hører, hvordan Djævelen frister Jesus tre gange. Første gang er det netop det sanselige, som Djævelen vil have Jesus til at give sig hen til. Hvorfor ikke bare forvandle sten til brød, og derved afskaffe al nød, afskaffe al sult, al legemlig og kropslig længsel? Nej, vi skal ikke leve af brød alene, svarer Jesus Djævelen. Bagefter prøver Djævelen Jesus en gang til. Og nu er det selve livet, Djævelen kræver: Når (ikke hvis) du nu er Guds søn – det er sådan vi skal forstå den græske grundtekst – så må du jo være udødelig og usårlig; kast dig blot ud – Gud vil redde dig! Men nej, Gud skal ikke testes; det ved Jesus. Gud skal stoles på, regnes med, trøstes ved, tros på. Tester vi ham, er der givetvis grænser for hans tålmodighed. Men forestil dig, at du – ligesom Jesus i evangeliet – er blevet ført op i bjergene, hvorfra du kan skue ned i en dyb kløft. Du skuer ned i afgrunden, og denne udefinerbare angst melder sig. Hvad nu hvis … En smal bro fører over kløften, men hvad nu hvis… dødsangsten kommer snigende. Men mens du står ved afgrundens kant kommer en anden side af angsten frem i dig. Dødsdriften melder sig i stedet for dødsangsten. Så er jeg ikke længere angst for døden, jeg vil døden – også selvom jeg ved, at det måske er ondt. Altså forstået på den måde, at jeg vælger noget, som bevidst vil skade mig, udrydde mig og måske tage andre med i faldet. Vi kunne også sige, at denne dødsdrift i angsten, er en slags angst for det gode. Dødsdriften betyder, at jeg hellere vil det onde. Jeg vælger det gode, vælger livet, kærligheden, fællesskabet fra, og kaster mig i stedet ud i det onde – fordi jeg har lyst til det! Sådan forstået bliver pludselig dødsangsten det bedste af de to. Dødsdriften har på denne vis afsløret sig som dæmonisk, fordi jeg driver mig selv mod døden med fuldt overlæg. Sådan ender jeg med at spotte det gode; det at jeg lever; det at Gud har givet mig mit liv på trods af dets skavanker og svagheder. Over for denne dæmoniske drift efter døden, bliver dødsangsten tilbage som noget godt. Og var dødsdriften en angst for det gode, er dødsangsten en angst for det onde. En angst for, at det jeg gør, vil føre til noget ondt. Går jeg ud på broen over kløften, så vil jeg være bange for at dø; hvad skal jeg gøre, for at udsætte det længst muligt? Denne angst kender vi alle til. At være angst for at ondt skal ske, fordi jeg elsker livet, fordi jeg elsker mine børn, mit land, min kone, min Gud. Det er simpelthen en grundlæggende angst for at miste. Sådan er det at være angst for det onde. Men dog bedre end dødsdriften og angsten for det gode. Mennesket er tvetydigt. Vi er både syndere og retfærdige på en og samme gang; onde og gode; svigtende og elskende på en og samme gang. I dagens evangelium prøver Djævelen også Jesus i den tro, at Jesus som menneske af kød og blod ville være faldet ved alle de tre prøver. Men Jesus er bedre end os. Han har mod og styrke til at trodse synden, døden og Djævelen selv. Og dermed viser han os mennesker, fanget i en tvetydig tilværelse, at vi også har et valg: Det onde eller det gode. Søren Kierkegaard har forklaret os det sådan, at selve dette valg er livets opgave. Vi er frie til at vælge. Men griber vi fejl risikerer vi at miste friheden; vælger vi det onde, binder vi os til det, han kalder det dæmoniske. Men vælger vi det gode, Kristus, så er vi frie. Frie og lige, om vi så er træl eller herre, jøde eller græker, og hvordan det nu hedder hos apostlen Paulus. Men nuvel; lige nu gør denne ubeskrivelige godhed åbenlyst andre dødhamrende angste. Vores gode, at vi er frie og lige og elskede, provokerer åbenlyst store grupper af muslimer og ikke mindst fanatiske islamister til at vælge det onde i stedet. Og når disse ængstelige sjæle kommer i berøring med det gode, vi har herhjemme i Danmark, så bryder deres dæmoni ud. Islamisterne påberåber sig deres guds og profets navn, mener ham krænket pga. den frihed, Kristus har vundet for os alle. Men det er en djævelsk pagt, de leger med. For når terroristerne i Paris og terroristen i København skød og dræbte uskyldige mennesker, så var det ikke til andres gode. Nej, så var det, som Adrian Leverkühns pagt med Djævelen hos Thomas Mann: det var for egen vindings skyld! Husk på, hvordan Mann brugte Leverkühns djævlepagt som et billede på sin tids værste ideologi: nazismen. Vores tids nye terrorideologi, islamismen, tror også, at de tjener en højere sag, men i virkeligheden er det jo den allerskrækkeligste form for egoisme. Angste og skræmte skyder de islamiske terrorister sig selv vej til deres påståede paradis med de 72 jomfruer. De giver efter for dødsdriften, giver efter for at skabe forløsning og lykke for dem selv. Men ingenting skal de få! Det er en pagt med Djævelen, de har indgået. Jeg gider ikke pakke det ind. Det er, hvad dagens evangelium foreskriver os. I den tredje, fristelse af Jesus, tilbyder Djævelen Jesus alverdens riger og lande: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”, frister Djævelen. Men nej, at få sådan magt over verden, er ikke en sag for Gud. Guds sag er at elske og tilgive verden; ikke at være en despot med interesse i verdens mindelige indretning og dagliglivets petitesser. Gud vil elske og tilgive os. Det er derfor af kærlighed vi må påpege ondskab og vantro. At Gud ikke vil råde som en despot i de mindste ting, det er og bliver et af kernepunkterne i vores tro; i hvert fald sådan som den har set ud siden reformationen for 500 år siden. Da fandt vi ud af, at Gud er ligeglad med vores tøj, mad, tegninger, billeder osv. Vi fandt frem til, at ingen kan skyde genvej til lykken eller saligheden, hverken ved fromme udsagn eller næstekærlige handlinger, og slet ikke ved at skyde andre mennesker og skræmme livet af andre! Den religion, eller den religiøse fortolkning, der lærer sådan, tror i hvert fald ikke på den Gud, jeg tror på. Nej, de tror i stedet på sig selv. Og med Jesus må vi blot svare: Vig bag mig. Vig bag mig, du menneske, der tiltror dig selv magt over livet og døden. Du har indgået en pagt med en isnende kold herre, med rødligt hår, sportshue, tværstribet skjorte og ternet jakke; Djævelen. Velan! så får du kæmpe og tro trods fald og brud, at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud. (Kaj Munk) Amen.