En 20-årig mand er ved Retten i Nykøbing Falster tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for uagtsomt manddrab samt uagtsomt legemsbeskadigelse og kørsel i påvirket tilstand.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falster politi i en pressemeddelelse.
Ifølge anklagemyndigheden kom den 20-årig ung mand den 29. juli om aftenen, kørende i bil ad Grønsundvej på Bogø. Her kørte manden på et tidspunkt angiveligt over i den modsatte kørebane, hvor han stødte frontalt sammen med en modkørende bil, hvori der sad en mand og en kvinde begge i 50'erne. De blev begge umiddelbart erklæret i kritisk tilstand.
Ulykken skete på afkørslen, der leder trafikken nordfra af motorvejen mod Farø og Møn.
Kvinden døde efterfølgende af sine skader, og manden kom alvorligt til skade.
Ifølge anklagemyndigheden viste resultatet af blodprøver fra den 20-årige efterfølgende, at der var store mængder af receptpligtigt medicin i hans blod – medicin han ikke selv havde recept på. Politiet mener også, at den 20-årige var uopmærksom, fordi han betjente sin mobiltelefon.
Den 20-årig er varetægtsfængslet frem til den 12. september.