5.377 børn i Region Sjælland har fået første stik

Siden 28. november har 31 procent af børnene mellem fem og 11 år i Region Sjælland takket ja til det første vaccinestik mod coronavirus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

For snart to uger siden kom turen til landets fem til 11-årige. De kan nu få deres første vaccinestik mod coronavirus. I Region Sjælland tog 109 børn imod tilbuddet på først mulige dag, og siden er flere fulgt efter.

Indtil videre har 5.377 af regionens børn i aldersgruppen fået første stik, og i alt 10.889 af dem har booket tid til første vaccination. Derudover er 304 blevet vaccineret hos deres praktiserende læge, som der blev åbnet for tidligere på ugen.

quote Når man kommer som femårig og skal have sin vaccine, så kan man have sin bamse med, og så kan den også få en vaccine.

Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland

Dermed har 31 procent af børnene takket ja til at blive vaccineret. Det er færre end de omkring 75 procent, som direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, Trine Holgersen, forventer i den kommende tid, men to uger inde i forløbet, er hun tilfreds med antallet.

- Vi er kommet godt fra start forstået på den måde, at jeg synes, forældrene har taget godt imod børnevaccinationsprogrammet. Lige nu flytter tallene sig hele tiden i en positiv retning. Jeg tror - og det har vi vist siden begyndelsen - at med børnevaccinationsprogrammet vil der gå lidt længere tid, før vi har alle igennem, siger Trine Holgersen.

- Vi vidste godt, at forældrene skulle hjem og tale med børnene og tage stilling til det. Men vi oplever, at der er tilslutning til det og en ro omkring det. Derfor har jeg også en forventning om, at det her glider som det skal, tilføjer hun.

Alle regionens børn over fem år er nu blevet inviteret til første stik. Det blev gjort i rater, så de ældste børn i gruppen først fik buddet. I sidste uge blev de syv til ni-årige kontaktet, mens børn på fem og seks år er blevet inviteret i denne uge.

Bamserne får også et stik

Det er anderledes, når det er børn, der skal vaccineres. Derfor havde Region Sjælland gjort lidt ekstra klar til opgaven.

Syv lægeovervågede vaccinationscentre i regionen er sat op i et særligt børnespor. Her er der ekstra tid til hvert stik, og i lokalerne er der sat plakater op med kendte børneidoler. 

Det skal gøre omgivelserne og selve oplevelsen med vaccinationen mere tryg for børnene.

Læs også
De første børn under 12 år vaccineret mod coronavirus: - Det stak lidt
Læs også
De første børn under 12 år vaccineret mod coronavirus: - Det stak lidt

Derudover er der også en rådgivningslinje, som forældre kan ringe til, men den er faktisk ikke blevet benyttet i specielt høj grad.

- Det, jeg hører fra folkene i vores vaccinationscentre, er, at det er gået rigtig godt. De oplever, at børnene er klar, når de kommer derind, og de kan også mærke, at forældrene har talt med dem om det, der skal ske dernede, siger Trine Holgersen og fortsætter:

- Og en stor del af børnene - særligt de ældste - ved godt, hvorfor de gerne vil vaccineres. Det giver de udtryk for, når de kommer ind.

I takt med at yngre og yngre børn er blevet inviteret, har regionen også indført flere tiltag. Eksempelvis kan børnene i nogle af vaccinationscentrene tage deres bamse med under armen, hver gang de skal have et stik mod coronavirus.

- De yngste skal stadig have vaccinen, men det er en lidt anden måde, vi møder dem på. Som eksempel har man i Roskilde lavet et bamsevaccinationskort, så når man kommer som femårig og skal have sin vaccine, så kan man have sin bamse med, og så kan den også få en vaccine. Så der er mange tiltag, man gør for at møde de her børn og skabe en tryg oplevelse, siger Trine Holgersen.

Ledige tider

Hun slår fast, at det er vigtigt at få målgruppen vaccineret, fordi det særligt er her, smitten lige nu er høj i Region Sjælland.

Trine Holgersen slutter af med at opfordre de 69 procent af den yngste målgruppe, der endnu ikke har påbegyndt et vaccinationsforløb til at tage stilling, for hvis de ønsker et stik, er der ledige tider.

Læs også
Giver det stadig mening at tale om flokimmunitet?
Læs også
Giver det stadig mening at tale om flokimmunitet?

- Det skal være min opfordring til dem, der måtte ønske en vaccine: Der er ledige tider, og vi vil meget gerne stå klar, for det er vigtigt, at alle dem, der måtte ønske et stik, kommer forbi, siger hun.

Man kan kun få en vaccine, hvis man har fået en invitation i e-boks. Det gælder for første såvel som tredje stik og for både børn og voksne. 

Fakta:

  • Over 11 procent af de 5-11-årige har fået første stik

  • I alt har 48.922 børn i aldersgruppen 5-11 år fået første stik mod coronavirus siden 28. november. 14 af dem har også fået andet stik og er dermed færdigvaccineret.

  • Samlet er 76,4 procent af befolkningen færdigvaccinerede mod covid-19.

  • Det svarer til knap 4,5 millioner mennesker.

Kilder: Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik