Flere borgere på Sjælland kender til problemet med dårlig telefonforbindelse og videoer på nettet, der hakker.
Men nu kan langt flere danskere se frem til bedre mobildækning end tidligere. I Region Sjælland kan 61 nye områder se frem til bedre internetdækning. Det drejer sig om i alt 7041 boliger, virksomheder og sommerhuse.
Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
Det er helt afgørende for sammenhængskraften i vores land, at borgerne i hele landet kan regne med en god dækning på deres mobiltelefoner
19.000 adresser i hele landet får bedre dækning
Den bedre mobildækning kommer efter, staten har afsluttet en frekvensauktion for mobilselskaberne, hvor forligskredsen bag teleaftalen har stillet krav om bedre dækningskrav til mobilselskaberne. Det betyder, at 19.000 adresser i 212 dækningsområder landet over får bedre mobildækning.
Artiklen fortsætter under billedet.
TDC, Hi3G og TT-Netværket har tilsammen betalt cirka 2,2 milliarder kroner for de nye 700 MHz -, 900 MHz- og 2300 MHz-tilladelser.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at 19.000 flere danskere nu kan se frem til bedre mobildækning. Det er helt afgørende for både vækst og sammenhængskraften i vores land, at borgerne i hele landet kan regne med en god dækning på deres mobiltelefoner, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Minister: Vi får et Danmark i bedre balance
Auktionen begyndte den 19. februar 2019 for 700 MHz-, 900 MHz- og 2300 MHz-frekvensbåndene, som mobilselskaberne kan anvende til at udbyde mobiltale og mobilt bredbånd fx til 5G. Auktionen er nu netop afsluttet med de tre vindere - TDC, Hi3G og TT-Netværket (Telias og Telenors fælles infrastrukturselskab).
Fakta
- Der er stillet dækningskrav i 212 udvalgte områder, der giver adgang til hastigheder på mindst 30 Mbit/s download og 3 Mbit/s upload samt taledækning.
- På Sjælland betyder det, at cirka 7041 boliger, virksomheder og sommerhuse i 61 områder vil opleve forbedret dækning som følge af dækningskravet.
Dækningskravene, som de tre vindere har accepteret, fordeler sig bredt rundt om i landet.
- Teleselskaberne opfylder store dele af de ambitiøse dækningskrav, som vi har stillet i auktionen. Det betyder, at vi får et Danmark i bedre balance, når det kommer til mobildækning. Jeg er glad for, at det er lykkedes at lukke auktionen med disse gode resultater, og med tre forskellige vindere vidner det også om en stærk telebranche, siger Lars Chr. Lilleholt (V).
Dækningskravene skal senest være opfyldt i april 2022.