En kritisk hændelse. Sådan betegner Niels Würgler Hansen, direktør for Sjællands Universitetshospital, situationen med en havareret elevator i sygehusets nye sengeafsnit, Fløj R, i Køge.
Hospitalet oplyser onsdag aften til TV2 ØST, at de konkrete omstændigheder for hændelsen nu er ved at blive undersøgt, men at de foreløbige undersøgelser peger på, at elevatoren enten er kørt for hurtigt ned, eller er blevet udsat for et pludseligt ryk, som fik sikkerhedsbremsen til at slå til.
Mange patienter, som ellers skulle have været inde til en planlagt operation, som godt kan vente, vil opleve, at de får udsat deres operation eller behandling
- Hvad der er sket, kan vi ikke helt forklare. Vi ved det ikke endnu – men vi kan se, at elevatoren er kraftig beskadiget og elevatorskakten er beskadiget, siger Niels Würgler Hansen og tilføjer:
- Vi er ved at undersøge helt konkret, hvad der er sket – og det kan jeg ikke svare på endnu.
Ingen personer var til stede i elevatoren, da hændelsen indtraf lidt før klokken 10.30 tirsdag. Men som følge af episoden blev tre identiske elevatorer i samme afdeling taget ud af drift.
Situationen blev yderligere udfordret af, at personalet på sygehuset tirsdag eftermiddag konstaterede mislyde på en anden elevator.
- Senere samme dag oplevede vi forstyrrelser på en sengeelevator, som er kritisk for vores patienttransport. Den var vi inde at kigge i, og nødt til at tage ud af drift på grund af, at den skulle repareres, forklarer sygehusdirektøren.
Resten af tirsdagen måtte sygehuset derfor klare sig med to elevatorer, betjent med elevatorvagter, til de mest kritiske patienttransporter.
Samlet var halvdelen af elevator-kapaciteten i den nybyggede sengefløj derfor ude af drift, hvilket – som TV2 ØST kunne fortælle tirsdag – medførte store logistiske udfordringer.
- Vi gik næsten med det samme i beredskab, for vi kunne se, at det her var en kritisk situation. Det påvirker vores mulighed for at få patienter på operationsgangen og fra akutmodtagelsen op på sengeafsnittene, siger Niels Würgler Hansen.
Må udsætte operationer
Både tirsdag og onsdag har der været beredskabsmøder og i samråd med Region Sjælland blev det besluttet at indføre en timeout.
Derfor blev en række akutte patienter sendt til Slagelse Sygehus. Onsdag morgen har sygehuset i Køge igen taget imod akutte patienter, hvor man samtidig er gået i gang med at se på, hvordan elevator-udfordringerne påvirker sygehuset i de kommende uger.
For der vil gå op til fire uger, før alle elevatorer virker igen.
- Det vil sige, at vi minimum en uge fra nu, står med en halvering af vores elevatorkapacitet i den nye bygning, konstaterer Niels Würgler Hansen og tilføjer:
- Vi kigger nu ind i, at vi må reducere vores behandlingsaktivitet i Køge, og vi må reducere antallet af patienter der er indlagt i den pågældende nye hospitalsfløj for at kunne drive den på en god og patientsikker måde.
Reduktionerne berører ikke kræftpatienter eller akut syge patienter.
- Men mange patienter, som ellers skulle have været inde til en planlagt operation, som godt kan vente, vil opleve, at de får udsat deres operation eller behandling.
Foreløbigt er de tre identiske elevatorer blevet testet og undersøgt – både af eksperter og myndigheder på området – uden at man har fundet fejl, oplyser Sjællands Universitetshospital onsdag aften til TV2 ØST.