Caféer og restauranter vil gribe ud efter unge podere

Brancheorganisationen Horesta vil deltage i karrierefora og jobmesser for at få fat i arbejdskraft fra poderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Søndag lukker de sidste lyntestcentre, og dermed står mange tidligere podere uden arbejde.

Hotel- og restaurationsbranchen vil række ud efter den arbejdskraft, der nu bliver tilgængelig.

En lang række caféer og restauranter har under coronapandemien klaget over mangel på arbejdskraft. Branchen har tidligere peget på, at det blandt andet skyldtes de mange unge, der havde taget et job som poder.

Caféernes og restauranternes brancheorganisation, Horesta, vil nu deltage i blandt andet jobmesser og karrierefora for at få fat i den eftertragtede arbejdskraft.

- Vi har et ønske om at få fat i så mange podere som overhovedet muligt og få dem ud i hotel- og restaurationsbranchen, siger direktør for Horesta, Jannick Nytoft.

Samarbejde mellem Falck og Horesta

For at sikre at det sker, vil Horesta samarbejde med Falck, der under pandemien har tilbudt lyntest og haft 5000 podere ansat.

- Vi har et samarbejde med Falck om et online karriereforum, og så tager vi selvfølgelig også ud til jobmesser og andre steder, hvor vi kan gøre opmærksom på os selv, siger Jannick Nytoft.

Testcentrene er det seneste stykke tid løbende blevet lukket. En udvikling, som både caféer og restauranter ifølge Jannick Nytoft allerede har kunnet mærke.

Og den arbejdskraft, der nu bliver tilgængelig, falder på et tørt sted, understreger han.

Stor efterspørgsel på arbejdskraft

Jannick Nytoft fortæller, at branchen frem til sommerferien kommer til at mangle små 27.000 ansatte. Og det hul kan ikke en gang de tidligere podere dække:

- Der er ingen tvivl om, at når testcentrene lukker, er det en god ting i forhold til arbejdskraft. Både for erhvervslivet, og særligt for os.

- Men vi må også erkende, at det ikke dækker den massive efterspørgsel, der er for arbejdskraft.

Læs også
Færre coronatest gør spildevand vigtigere
Læs også
Færre coronatest gør spildevand vigtigere

Også Salling Group, der står bag Netto-, Føtex- og Bilka-butikkerne, håber at kunne lokke nogle af de mange podere til sig. Det siger Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling.

- Poderne har den fordel, at de har arbejdet meget med mennesker, og det gør man i stor stil i vores branche.

- Så jeg synes, at alle de, der indtil i dag har haft et job som poder, skal kigge forbi vores hjemmeside, hvor vi har stillinger slået op, siger han.



Nyhedsoverblik