Cheflæge udsender meddelelse efter stort nedbrud

Region Sjælland opfordrer folk til at køre direkte til lægevagten, hvis telefonen ikke går igennem til 1818.

Torsdag eftermiddag har TDC problemer med mobilnettet, hvilket betyder, at der kan være problemer med at nå igennem til beredskab og myndigheder.

Således har Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen udsendt meddelelse om, hvordan man forholder sig, hvis det ikke er muligt at ringe 1-1-2.

quote De borgere, som ikke kan komme igennem til lægevagten på 1818, skal møde op i nærmeste lægevagtskonsultation

Ole Mazur Hendriksen, cheflæge for lægevagten i Region Sjælland

- Hvis du har behov for at kontakte 1-1-2 og ikke kan ringe op til alarmcentralen, oplyser TDC, at du kan tage dit SIM-kort ud af din telefon og ringe 112 uden SIM-kort i telefonen.

I Region Sjælland fortæller cheflæge for lægevagten, Ole Mazur Hendriksen, til TV2 ØST at nummeret til lægevagten, 1818, som udgangspunkt virker, men at man i lyset af situationen har taget en række forholdsregler:

- De borgere, som ikke kan komme igennem til lægevagten på 1818, skal møde op i nærmeste lægevagtskonsultation, siger han til TV2 ØST.

Sådan får du kontakt til politiet

Region Sjælland har 11 lægevagtskonsultationer rundt om i regionen.

Deres adresser og åbningstider kan findes via linket her.

Han understreger, at opfordringen kun gælder, hvis man ikke kan komme igennem.

- Så snart man hører ventetonen, er man i kø, og så skal man vente på, det bliver ens tur.

Cheflægen oplyser, at Region Sjælland er i tæt kontakt med TDC.

- De oplyser, at der ikke er overblik over situationen på nuværende tidspunkt, og derfor er der heller ikke nogen tidshorisont for, hvor længe det her vil gælde, siger Ole Mazur Hendriksen.

På nuværende tidspunkt er der ikke indikationer på, at nedbruddet har ramt lægevagtens telefoner.

- Jeg kan se, vi her til eftermiddag har haft et pænt stort antal opkald efter telefonerne åbnede klokken 16, forklarer cheflægen og tilføjer:

- Det ser næsten ud til at være samme mængde, som vi plejer at få ind, når telefonerne åbner. Men vi kan ikke se, hvis folk ikke kan komme igennem til os.

Læs også
TDC: - Al trafik passerer normalt igen
Læs også
TDC: - Al trafik passerer normalt igen

Både Fyns Politi og Hovedstadens Beredskab har sendt vogne ud, efter at TDC Net har meldt ud, at der i øjeblikket er udfordringer på mobilnettet.

Det er dog ikke tilfældet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor det er muligt telefonisk at komme igennem til politiet. 

- Vi er på gaden som normalt, og man kan altid rette henvendelse til politiet, hvis man har brug for hjælp, siger Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.


Nyhedsoverblik