Det ser roligt ud på Sjællands Universitetshospital i Køge. Der er ro på gangene, og alt ser almindeligt og nærmest affolket ud. Men skinnet bedrager - for under facaden er et sygehus, der lige nu er presset helt i bund.
Et af de tre sengeafsnit på kirurgisk afdeling er blevet lavet om til et corona-sengeafsnit, hvor patienter i isolation kæmper mod sygdommen. Derfor er der lige nu kun kræfter til at tage sig af de allermest akutte kirurgiske patienter.
- Det er alvorligt. Vi har aflyst alt, hvad der kan aflyses lige nu. Og det er en benhård prioritering, hvem der skal opereres, og hvem der skal vente, siger Lasse Bremholm Hansen, der er ledende overlæge på kirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital.
Jeg havde aldrig troet, at jeg i mit lægeliv skulle tale om at udsætte kræftpatienter
Og lægerne er nu derude, hvor de må prioritere blandt dem, der normalt altid ville komme til straks.
- Vi er allerede nu begyndt at kigge på, hvilke cancerpatienter kan vi potentielt kan udsætte. Det var vi aldrig set på før. Jeg havde aldrig troet, at jeg i mit lægeliv skulle tale om at udsætte kræftpatienter, siger Lasse Bremholm Hansen.
Udsatte patienter bliver mere syge
Ifølge Ole Toftdal Sørensen, der er ledende oversygeplejerske på Kirurgisk afdeling, så betyder de mange udsættelser, at patienterne bliver mere syge. Mange har ventet i mere end et år, og det gør ikke deres lidelser mindre.
- For nogle af de patienter begynder situationen at være rigtig kritisk. Vi kan se, at de patienter, der kommer ind nu, er mere syge, end de var første gang, siger han.
- Det er patienter, der har daglige morfinkrævende smerter. Det er patienter, hvor vi ved, at mange ville have haft langt bedre forløb, hvis vi kunne operere dem tidligere. Og risiko- og senfølger stiger også markant, når man venter så længe, siger Lasse Bremholm Hansen.
- Her sidder du og vælger mellem pest eller kolera, for hvilken patient er mest syg? Det er rigtigt svært at bedømme, siger Ole Toftdal Sørensen.
Mest syge kommer til først
Lige nu holder hospitalets kapacitet til presset. Men kommer der større ændringer i antallet af covid-patienter, så bliver situationen presset. Det siger Niels Würgler Hansen, der er sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital.
- Vi prioriterer patienterne efter deres behandlingsbehov, og det er en lægefaglig vurdering, der afgør det. Dem, der har størst behov for at komme til, det er dem, der kommer til. Hvis der er covid-patienter, der har større behandlingsbehov end en cancer-patient, så er det dem, der kommer til først, siger han.
Han fastslår, at der indtil videre er styr på situationen - men hvis indlæggelsestallene stiger markant mellem jul og nytår, så kan situationen ændre sig.
- Vi er på dupperne. Vi synes, at vi har nogle gode planer og er klar. Men vi er også på dupperne, fordi epidemien kan betyde, at vi skal tage imod mange nye patienter imellem jul og nytår, siger Niels Würgler Hansen.
- Det kan ramme patienter, der allerede er i behandling. Og hvis indlæggelsestallene stiger markant, så er det et realistisk scenarie, at vi må se på, om der er grupper af for eksempel kræftpatienter, der bedre kan vente end nogle af de andre behandlingskrævende patienter, vi har, siger han.
En stigning i antallet af indlagte vil samtidig sætte personalet under pres.
- Det kan være, at de skal arbejde andre steder, end de er vant til at arbejde, og andre patienter, end de er vant til. Og de kommer også til at stå i svære prioriteringssituationer, siger han.
Prioriterer allerede
Prioriteringerne har stået på et stykke tid - men det er ingen stor ændring på hospitalet, at epidemikommissionen mandag besluttede at suspendere udrednings- og behandlingsgarantien i fire uger, hvor borgere normalt kan komme til inden for 30 dage. Den suspendering har ifølge personalet ikke betydning i virkelighedens verden, hvor patienterne ventede i forvejen, siger overlæge Lasse Bremholm Hansen.
- Patienterne har været udsat i lang tid og har ikke kunne få garanti for behandling i hele coronaperioden. Virkeligheden er, at behandlingsgarantien for dem er ophævet. Det, vi håber på, er, at vi på et tidspunkt kan tilbyde dem behandling og prioritere dem før dem, som har mindre krævende lidelser, siger han.
Tirsdag blev den dag indtil videre, hvor absolut flest danskere blev testet positive med coronavirus. 13.558 er bekræftet smittede, siden tallene blev udgivet onsdag.
Antallet af indlagte er dog faldet en smule, og 554 er lige nu indlagt med sygdommen. 17 personer er døde med sygdommen siden i går.
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) er øverste chef i Region Sjælland, og han understreger, at selvom situationen er alvorlig, så er vi ikke i en situation, hvor vi ikke har kapacitet til at behandle akut syge patienter eller patienter med livstruende sygdomme.
- Skulle vi komme dertil, så koordinerer vi prioriteringerne med Sundhedsstyrelsen. Men jeg vil gerne understrege, at vi kæmper for ikke at komme dertil. Dels ved at kunne vaccinere 165.000 patienter om ugen her i Region Sjælland - dels ved at tage en række forebyggende initiativer mod overbelastning ved at gøre kapaciteten på sygehusene mere robust, siger regionsrådsformanden.
- Ingen kan spå om fremtiden - men vi krydser alle sammen fingre for, at vi kan få knækket kurven, så der ikke kommer en voldsom stigning i mængden af sygdom i den kommende tid, siger han.