Coronaberedskab - nu kontant belønning til flere faggrupper

Social- og sundhedsassistenter og sygehjælpere får nu også 3.000 kroner ekstra om måneden for at være en del af coronaberedskabet i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Så er der også 3.000 kroner ekstra om måneden til social- og sundhedsassistenter og

sygehjælpere for at være med til at passe og behandle coronapatienter på sygehusene i Region Sjælland.

Det fortæller fagforeningen FOA, der har forhandlet aftalen på plads med Region Sjælland.

- Vi er meget tilfredse, siger Pia Paaske, sektorformand, FOA Sydsjælland.

Aftalen kommer i kølvandet på sidste uges meddelelse om, at sygeplejerskerne havde fået en lignende aftale igennem med regionen.

quote Det er det væsentligste - at vi får det samme som sygeplejerskerne

Pia Paaske, sektorformand, FOA Sydsjælland

- Det er det væsentligste - at vi får det samme som sygeplejerskerne. Det viser, at der ikke er forskel på faggrupperne, siger Pia Paaske.

Aftalen betyder, at sosu-medarbejdere og sygehjælpere kan få op til 36.000 kroner ekstra om året for at arbejde på covid-afdelingerne. 

Helt specielle forhold

Pia Paaske fortæller, at det er penge der gives som en kontant bonus for at arbejde under helt specielle forhold: Dels i forhold til utryghed overfor denne nye og meget alvorlige sygdom og medfølgende smitterisiko. Dels nye opgaver i nye rammer og et behov for fleksibilitet ud over det sædvanlige.

- Det er lidt ekstra penge, der godt kan mærkes, siger sektorformanden.

- Men de ansatte kommer også til at knokle. Både nu, men også efter krisen. Til den tid vil mange andre pukler ligge og vente på sygehusene, siger hun.

Sygeplejersker gik solo

Pia Paaske fortæller, at hun er lidt skuffet over forløbet frem til aftalen. Hun havde foretrukket, at sygeplejerskerne havde taget FOA med i de indledende forhandlinger i stedet for at gå solo.

- Vi ville gerne have gjort det her sammen, siger hun.

Læs også
Ny aftale sikrer sygeplejersker flere penge for coronaindsats i 2021
Læs også
Ny aftale sikrer sygeplejersker flere penge for coronaindsats i 2021

Til gengæld har det så gjort forhandlingerne nemmere, at der allerede lå en aftale at lægge sig op ad.

- Vi ønskede at få det samme som sygeplejerskerne, så vi har ikke skulle knokle så meget for at få aftalen på plads.

- På den måde kan man jo godt sige, at sygeplejerskerne har banet vejen for os, siger Pia Paaske.





Nyhedsoverblik