Ditte har været indlagt i psykiatrien over 300 gange - men en stædig psykolog ændrede hendes liv

- Jeg har ikke været indlagt i to år og fire måneder. Det er to år og fire måneder siden, at jeg blev udskrevet, fortæller Ditte Schmidt.

Hun kigger på mig og smiler og ser selv helt overrasket ud. Men hun ved helt præcis på dato, hvornår hun kunne sige farvel til en tid med utallige indlæggelser i psykiatrien.

- Fra jeg var 18 år, koksede det fuldstændig ud for mig. Jeg var indlagt over 300 gange i løbet af 3 ½ år. Nogle indlæggelser har været lange, andre natten over. Jeg blev udskrevet om morgenen, indlagt igen om aftenen, fortæller hun.

I den periode Ditte Schmidt beskriver, var hun selvskadende og selvmordstruet, og hun måtte ofte tvangsindlægges, fortæller hun. 

- Det var for min egen sikkerhed, og jeg kan godt forstå det den dag i dag. Men jeg kan godt tænke "hold da kæft mand". Jeg fattede ikke så meget af det på det tidspunkt, og jeg var også enormt stædig, så det var ikke altid, at jeg lige ville indlægges, så det var derfor de valgte at skrive røde papirer. Jeg tror, at størstedelen af den tid jeg har været i psykiatrien, har det været med tvang, fortæller hun.

Har tabt 50 kilo

Ditte Schmidt har haft en omtumlet barndom. Hun var 13 år, da hun blev anbragt på et bosted, og som 15-årig kom hun for første gang i kontakt med psykiatrien. Men nu er alt forandret. TV2 ØST møder hende i en forårsblomstrende park i gule og grønne nuancer i Korsør. Hun tager ikke længere medicin, hun har tabt 50 kilo, og hun er på vej til at flytte til Jylland.

I 2019 blev hun tilbudt at komme med i et helt nyt treårigt projekt, som Psykiatrien Vest i Region Sjælland og Slagelse og Ringsted kommuner havde fået penge til fra statens årlige satspulje til bl.a. særlige tiltag på social- og sundhedsområdet. Projektet, DIT team, gik ud på at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser og indlæggelser i psykiatrien ved at gøre alt anderledes.

- Vi vidste på forhånd, at det var de meget komplekse forløb, vi ville ind i. Vi mødte jo mennesker, der havde været i vores behandling i rigtig lang tid uden resultater, og så tænkte vi, at når det ikke virker, så kan det være, at vi skal begynde forfra og se på det med helt nye øjne, fortæller Birgitte Welcher, ledende overlæge, Psykiatrien Vest, Region Sjælland. 

Efter en længere indlæggelse på psykiatrisygehuset i Slagelse, hvor Ditte Schmidt blev tilknyttet det nye projekt, blev hun udskrevet i januar og skulle nu i hjemmebehandling. En psykolog og en Peer-medarbejder besøgte hende to gange om ugen.

- Jeg var ikke meget for dem i starten. De kom hjem til mig og sad og drak kaffe i mit køkken i to timer, og så kørte de hjem igen. De gav ikke op, og mit forsøg på at få dem til at give op på mig lykkedes ikke. Så da jeg indså, at de ikke ville give op, så måtte jeg begynde at tale med dem, fortæller Ditte Schmidt.

I DIT team fandt medarbejderne hurtigt ud af, at der skulle både tid og tålmodighed til for at vinde patienternes tillid.

- Det er nogle gange forbundet med en stor frygt, fordi deres tidligere erfaringer kommer frem og fortæller dem, at det her er farligt, de kan risikere at blive svigtet. Så det at vi havde tiden til at blive ved med at være der for dem i det, der var svært, det syntes vi nogle gange kunne gøre, at de begyndte at få den tillid til os, så vi kunne begynde at arbejde sammen med dem om det de sloges med, fortæller Ole Thomsen, der var psykolog i teamet og i dag er ansat i Psykologisk Klinik i Psykiatrien Vest i Region Sjælland.

Den forkerte diagnose

Det var en del af teamets opgave at vurdere, om patienternes diagnoser var korrekte. I projektet viste en helt ny udredning af Ditte Schmidt at hun ikke havde diagnosen borderline, som hun i mange år er blevet forhandlet for, men har autisme.

- Jeg synes, at det er foruroligende, at man kan gå i så mange år med den forkerte diagnose, uden at nogen opdager det, og jeg har fået medicin i mange år, men min psykolog Ole var standhaftig og blev ved med at sige, at diagnosen ikke kunne passe, fordi jeg ifølge ham ikke stemte overens med den diagnose, fortæller Ditte Schmidt.

Projektet DIT team kørte i tre år fra 2019-2021, i teamet var der foruden læge, sygeplejerske og psykolog også socialrådgivere fra Slagelse Kommune. Pointen var, at socialrådgiverne kendte alle afdelingerne i kommunen, og kunne gå direkte.

- Jeg havde et supergodt kendskab både til jobcentret og til Børn- og familie-afdelingen, i og med at jeg havde været ansat i kommunen i mange år. Det er så specialiseret ude i kommunerne, og jeg vidste, hvor jeg skulle ringe til, fortæller Birgitte Kristensen, der i dag ikke længere er ansat i Slagelse Kommune, men er ansat i distriktspsykiatrien i Psykiatrien Vest.

- Samtidig fandt vi ret hurtigt ud af, at vi skulle starte med at lave en koordineret indsatsplan, hvor vi inviterede kontaktpersonen fra bostedet, Kriminalforsorgen, politiet, sagsbehandler i kommunen, jobcentret, vi samlede alle til fælles møder, og det blev et supergodt redskab, hvor man fik lavet nogle aftaler, som vi var tovholdere på. Det fungerede fordi, patienterne ikke behøvede at gå til 20 møder, vi gik til dem, fortæller Birgitte Kristensen.

Det tætte samarbejde mellem psykiatrien og kommunen virkede. I den periode projektet kørte, havde deltagerne i projektet omkring 30 procent færre indlæggelser uden tvang:

- Efterhånden fik de tilliden til, at vi ville hjælpe og ville det bedste, og de ville hellere have, at det var os, der kom, end nogen fremmede. Vi havde tid og kunne køre ud til dem. Så tit kunne vi tage det i opløbet, fordi vi fik en sms om, at nu brændte det på, fortæller Sigrid Clemetsen, der var teamkoordinator og sygeplejerske i projektet.

- Vi fandt ud af, at der ikke var én opskrift. Vores resultater viser, at der, hvor vi lykkes bedst, er der, hvor vi tør gøre noget andet, end det vi plejer. Hvor vi har et meget, meget tæt samarbejde mellem kommuner og region, og så handler det også om tid nok, tålmodighed og de rette terapeutiske tilbud. Det er de elementer, der skal være tilstede, fortæller Birgitte Welcher. 

I psykiatrien håber medarbejderne, at den arbejdsmetode, der blev brugt, kan blive en model for fremtiden - men der mangler ressourcer.

- Vi er i hvert fald i Psykiatrien Vest enormt pressede. Vi har rigtig mange patienter, og når man er så presset, så er det svært at få frigivet nogle ressourcer, for så tager man det fra nogle andre, der så ikke får behandling, i kommunerne gik de også ind og gjorde noget andet, end de plejer, men vi budgetteres for et år ad gangen, og så hænger det ikke sammen, fortæller Birgitte Welcher.

For Ditte Schmidt er resultatet af projektet, at hun ikke har været indlagt siden, hun er startet på en frisk. Hun er på vej til at flytte til Jylland, hvor hun har fået arbejde med at passe heste, der deltager i hestevæddeløb.

- Jeg føler mig fri. Jeg kan leve mit liv som jeg gerne vil. Så jeg er meget glad, fra at være indlagt mere eller mindre hver dag til at kunne leve sit liv ude. Til at kunne arbejde og færdes frit uden at der er nogen, der bestemmer over mig. Jeg håber, at jeg kan komme til at arbejde med de her heste som jeg altid gerne har villet altid. Jeg vil i hvert fald gerne prøve det af, siger Ditte Schmidt