Elev efter tumult: Skolen greb ikke ind

En af de elever, der stod midt i tumulten på SOSU i Holbæk fortæller nu, hvordan hun oplevede situationen. Hun føler, at skolen har en del af ansvaret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var den 29-årige Marie-Louise Mobeck fra Vig, der onsdag stod midt i en uoverensstemmelse, der endte med, at politiet måtte tilkaldes.

Ifølge hende startede uroen, da hun forsøgte at mægle mellem en klassekammerat og en anden af skolens kvindelige elever. Og da Marie-Louise Mobeck blandede sig, forklarer hun, at pigen i stedet flyttede sin vrede over på hende.

- Hver gang jeg gik forbi hende på gangen, så gik hun ind i mig med vilje. Og hun truede mig med, at hun ville få fat i mig efter skole og sparke hovedet ind på mig, siger hun.

Gjorde skolen opmærksom på det

Ifølge Marie-Louise Mobeck gik hun og en anden elev ind til en af lederne på skolen i Holbæk og fortalte om situationen. 

- De fortalte, at de godt var opmærksomme på situationen, for det er nemlig ikke første gang, pigen har truet andre elever. Men de sagde også, at det kunne de ikke gøre noget ved, og at vi bare skulle ignorere hende, fortæller Marie-Louise.

Hun valgte derefter selv at ringe til politiet for at melde pigen for truslerne.

Flere personer udefra dukkede op

Marie-Louise Mobecks kæreste fik nys om situationen og kørte til skolen for at konfrontere pigen, der stod bag truslerne. På skolen opsøgte han pigen, og en kvindelig lærer lagde sig mellem de to. Kæresten skubbede derefter læreren til side.

Efter optrinnet blev politiet tilkaldt til stedet. Og på omkring samme tidspunkt dukkede der endnu et par personer op - personer udefra, der skal have tilknytning til den anden involverede pige.

- Jeg synes, det er forkasteligt, at skolen ikke griber ind. Det er ikke første gang, der er episoder med trusler, og de har ikke taget hånd om situationen på nogen måde, siger hun.

Skoledirektør: Har ikke hørt om problemerne

Direktør Søren Clausen genkender ikke det billede, Marie Louise Mobeck har af situationen.

- Vi har ikke haft noget kendskab til, at der tidligere skulle have været problemer med den pågældende elev. Hvis der har været episoder, så er det ikke nogen, der er fortalt videre til lærere eller ledelsen, fortæller han.

Han mener heller ikke, at det er rigtigt, at skolen ikke gjorde nok under den konkrete situation i går.

- Jeg er ked af, hvis det er oplevelsen, der står tilbage. Men jeg føler virkelig ikke, at det kan være vores ansvar, at en fremmed kommer ind på vores skole og overfalder en af vores lærere. Jeg synes, det er et mærkeligt argument, at vi selv skulle være ude om det, mener Søren Clausen, der er direktør for SOSU-Sjælland. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den anden elev involveret i uoverensstemmelsen. 


Nyhedsoverblik