Ventilen hjælper ensomme unge.
Og for en måned siden åbnede de et værested i Holbæk for unge, som savner fællesskabet. Foreningen fortæller, at flere og flere efterspørger væresteder for de unge.
En undersøgelse fra CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling viser blandt andet, at seks procent af de unge mellem 16 og 29 føler sig ensomme.
- Det har været en rigtig stor succes allerede nu. Vi har åbnet det tilbud, der hedder KomSammen, som handler om, at man mødes med andre ligesindede unge, som også føler sig ensomme. Men hvor man samtidig også får muligheden for at røre sig og lære om sund kost. Der har altså været stor tilslutning og mange der har mødt op, siger Maria Bergmann Nielsen, formand for Ventilen.
Mange af de unge fortæller, at det godt kan tage dem to-tre gange, før de går ind af døren
Maria Bergmann Nielsen fortæller, at det kan være et stort skridt at skulle troppe op og vise, at man føler sig ensom.
- Det er et meget stort skridt. Mange af de unge fortæller, at det godt kan tage dem to-tre gange, før de går ind af døren. De er gået forbi flere gange og vender om igen og går hjem. Og det er bare sejt at finde det mod frem, siger hun til TV ØST.
Hvad er ensomhed?
Marie Bergmann forklarer, at det kan være svært at sætte et enkelt ord på, hvad ensomhed egentlig vil sige.
- Det er en subjektiv følelse, som kun den enkelte kan sætte ord på. Men helt grundlæggende handler det om, at man ikke får opfyldt de behov, man har for at være social eller en del af et fællesskab, siger hun.
Og måske kan det undre nogle, hvorfor der er så mange unge, som føler sig ensomme. For de fleste har måske en opfattelse af, at sociale medier engagerer de fleste.
- Ofte kan det være en forvrænget billede, man ser på sociale meider. Mange af billederne ligner den perfekte ungdom, og hvis man ikke føler, at man er der og ikke har succes med vennerne og mangler en plads i fællesskabet, så kan det faktisk være svært at være en del af de soicale medier og føle, at man hører til der, siger Maria Bergmann Nielsen.
Fakta:
Af de unge i alderen 16 til 29 er forekomsten af ensomhed cirka på seks procent. Og særlig blandt unge er der en kønsforskel - flere kvinder end mænd føler sig nemlig ensomme.
Samtidig er andelen af ensomme unge også større hos dem, som er eller har været i gang med en uddannelse på lavt eller middelhøjt niveau sammenlignet med unge, som er eller har været i gang med en udddannelse på højt niveau.
Der ses også en markant større andel af arbejdsløse unge, som er ensomme, end hos unge, der er i arbejde. Cirka hver syvende unge, der er arbejdsløs føler sig nemlig ensom, som dem i arbejde eller under uddannelse er omkring hver tyvende.
Analysen viser dog, at der ikke ses en forskel af ensomhed blandt unge i forhold til civilstand eller boligområde.