Ifølge Børns Vilkår bliver børnene udsat for vold - endefulde, rusk og slag.
-Og så er der tale om vanrøgt - børn, som bliver overladt til sig selv. Og om at børn overværer, at mor får bank, eller at mor og far slås, Det siger souschef i Børns Vilkår Bente Boserup til DR Nyheder.
Ifølge hende er børn i Faderhuset også blevet udsat for dæmon-uddrivelse. Hun frygter, at børnenes opdragelse med smæk og hård disciplin vil gøre dem voldelige senere i livet.
En af landets førende eksperter i socialret, professor Kirsten Ketscher, har gennemgået de i alt 14 underretninger, der omhandler 44 børn.
- Alle de underretninger, jeg har set, drejer sig om virkelig alvorlige sager. I nogle tilfælde drejer det sig simpelthen om straffelovsovertrædelser, siger hun til DR Nyheder.
Børns Vilkår bygger de mange underretninger om omsorgssvigt på flere henvendelser fra personer, der har et indgående kendskab til Faderhuset.
Flere medlemmer af faderhuset har slået sig ned i Bandholm. Men Lolland Kommune har tidligere afvist, at gå ind i anklagerne om svigt af børn. Kommunen konstaterer, at ingen børn tilknyttet Faderhuset bor uden deres forældre.
Ruth Evensen har ikke ønsket at kommentere de nye anklager, som hun betragter som
udokumenterede.