Førstegangsfødende får ret til to dages barselsophold

Folketingsflertal vil sikre flere jordemødre og ret til hjemmebesøg, fremgår det af ny aftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny aftale skal prioritere at give førstegangsfødende ret til to dages barselsophold på hospitalet efter fødslen.

Det fremgår af en aftale imellem regeringen, dens støttepartier, Alternativet og Kristendemokraterne, som blev præsenteret mandag.

Hvis den fødende ikke ønsker at blive på hospitalet, skal man i stedet have ret til et hjemmebesøg.

- Alle har ret til en tryg fødsel, og det har længe stået klart, at forholdene på fødselsområdet skal forbedres, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Retten skal så vidt muligt træde i kraft i 2022 for de førstegangsfødende. I 2024 vil partierne mødes igen, med henblik på at udvide retten til alle fødende.

Det har hidtil været et tilbud, at førstegangsfødende kunne blive op til to dage på hospitalet. Men det er ikke alle steder, at det har kunnet garanteres.

Læs også
Region Sjælland flytter fødende kvinder - møder kritik fra Jordemoderforeningen
Læs også
Region Sjælland flytter fødende kvinder - møder kritik fra Jordemoderforeningen

Aftalen skal også sikre flere jordemødre i Danmark, og at hospitalerne kan fastholde deres personale.

100 flere ansatte på fødeafdelingerne

Partierne bag aftalen vil sikre 100 flere ansatte på de danske fødeafdelinger - det er blandt andet jordemødre.

Aftalen skal også sikre bedre forhold for de ansatte, som arbejder på fødeafdelingerne.

Konkret hvordan det skal gøres, skal aftales med Danske Regioner.

Derudover vil partierne også sætte gang i et pilotprojekt, som skal give øgede muligheder for ammerådgivning til nye forældre.

Det vil betyde, at åbningstiderne for den ammerådgivning, som allerede bliver tilbudt telefonisk bliver udvidet.

Pengene blev afsat på finansloven i december. Men mandag er partierne blevet enige om, hvad de skal gå til.

I alt skal der bruges 475 millioner kroner på området frem imod 2025.

Mandag har partierne så meldt ud, hvad pengene skal bruges til.

Debatten omkring de fødendes forhold kørte i høj grad sidste efterår. Her kunne flere fødende kvinder og personale fortælle historier om forhold, som de mente var kritisable på de danske fødegange.


Nyhedsoverblik