Nok er nok.
Sådan lyder det fra formanden for Det Regionale Overlægeråd i Region Sjælland, efter de samlet meldte ud torsdag morgen, at de ikke længere vil bruge it-systemet Sundhedsplatformen.
Årsagen er, at systemet ifølge lægerne fortsat skaber fejl i medicineringen og skaber risikofyldte og potentielt livsfarlige situationer for patienterne.
Det er den største katastrofe i mit professionelle liv, og jeg har været læge i 28 år
Lægerne, der til daglig arbejder med systemet, har oplevet så mange problemer og udfordringer, at de nu har fået nok.
- Det er den største katastrofe i mit professionelle liv, og jeg har været læge i 28 år, siger Anne Jung, formand for Det Regionale Overlægeråd.
- Jeg kan slet ikke levere det samme kvalitetsmæssigt, som jeg kunne tidligere, fortsætter hun.
Systemet taler ikke sammen med medicinkort
Helt konkret er der set med formanden og overlægernes øjne to problemer, der igen og igen popper op i arbejdet med sundhedsplatformen:
- Det ene er, at systemet ikke taler godt nok sammen med det fælles medicinkort, og det betyder, at der er mange problemer, når patienterne skal udskrives og hjem. De får ikke den rigtige medicin med. Og medicinkortet er jo ellers det sted, hvor alle kan se, hvad patienten får af medicin, både lægerne og hjemmeplejen. Og der taler systemerne ikke sammen, siger formand Anne Jung.
Vi er mange der føler, at det her forløb har været som at slå i en dyne
- Derudover er det svært at overskue patienter med komplekse forløb inde i systemet, og det betyder, at patienter nogle gange blive både dobbelt- eller tribeltbehandlet for de samme ting, de allerede har været igennem. Man prøver tingene igen, simpelthen fordi man ikke kan få et overblik over, hvad der er sket med patienten, via platformen.
- Vi er ikke blevet hørt
Til november har Sundhedsplatformen været oppe at køre i to år. Flere overlæger i regionen har offentligt været ude med riven og kritisere Sundhedsplatformen, men det er første gang, at overlægerne samlet kommer med en udmelding. Og det er ikke tilfældigt at den kommer nu:
- Vores timing handler om, at vi har fået nok og ikke er blevet hørt, siger formand Anne Jung.
Hun har tidligere udtalt sig til TV2 ØST, hvor hun sammen med Overlægerådet på Holbæk sygehus og overlægerne på Køge Sygehus kritiserede Sundhedsplatformen.
- Vi har helt sikkert en bekymring for patientsikkerheden. Det fylder meget hos både mig og mine kolleger, sagde hun i 2018 til TV ØST.
Forhåbning til at ny Sundhedsminister nu tager affære
Overlægerådet i Region Sjælland er ikke de eneste, der på det seneste kommer med skarp kritik af Sundhedsplatformen.
- Overlægeforeningen har også været ude for kort tid siden, og endelig har vi fået en ny Sundhedsminister, som har givet det her bevågenhed, siger formand Anne jung.
De to regionsformænd er ikke i tvivl om, hvordan jeg ser på den sag
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gav problemerne opmærksomhed, efter et uvildigt ekspertråd havde gennemgået systemet. Her udtalte ministeren, at Region Hovedstaden og Region Sjælland har fået sidste advarsel om Sundhedsplatformen. Til Dagbladet den 6. september sagde han:
- De to regionsformænd er ikke i tvivl om, hvordan jeg ser på den sag. Det går ikke, at Rigsrevisionen i efteråret 2018 kommer med en så hård kritik, og senest at ekspertrådet kan konstatere, at der egentlig ikke er sket noget.
Jeg talte med én, der sagde, at det føles næsten som om vi slås imod dementorne i Harry Potter-bøgerne
Derfor råber overlægerne nu vagt i gevær og giver udtryk for, at de regner med, at ministeren griber ind, hvis ikke regionerne gør det.
- Vi håber, at der sker noget, for der er stor opbakning blandt vores medlemmer. Jeg talte med én, der sagde, at det føles næsten som om vi slås imod dementorne i Harry Potter-bøgerne (fiktivt væsen klædt i sort kappe, red). De kommer igen og igen de her problemer.