Formand vil gøre op med sejlivet rygte om regionen

Heino Knudsen (S) benyttede 1. behandlingen af budgettet for 2025 til en forsvarstale for Region Sjælland.

Politikernes 1. behandling af budgettet i Region Sjælland plejer at være en blanding af skåltaler og lange ønskelister. 

Men ved regionsrådsmødet tirsdag satte regionsrådsformand Heino Knudsen (S) også regionens resultater og overlevelse på dagsordenen. 

Han og de øvrige politikere venter i spænding på regeringens udspil til en ny sundhedsreform, hvor regionen kan være i fare.

- Budgettet bliver lavet samtidig med, at vi venter på udspillet om en sundhedsreform. Og jeg vil gerne gøre op med et sejlivet rygte om, at det er Region Sjælland, der er problemet, når vi taler sundhed i Danmark. Vi leverer ikke dårligere, vores udgangspunkt er bare sværere, fastslog han.

Det ventes, at forslaget til en sundhedsreform kommer i løbet af september.

quote Vi kæmper mod en stor ulighed i sundhed

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Heino Knudsen pegede blandt andet på, at regionen har gjort det nemmere at være patient ved at rykke behandlingen ud til borgerne.

- Vi kæmper mod en stor ulighed i sundhed. Vi hjælper flere kronisk syge og ældre. Politisk har vi sat en retning, og medarbejderne har leveret stærke resultater, lød det videre fra regionsrådsformanden.

Mange ønsker - ingen penge

Efter den indledende bøn fra regionrådsformanden var alt tilbage til det gamle: Mange ønsker og ikke ret mange penge. 

- Vi har flere gange hørt, at økonomiaftalen med regeringen er historisk god, men der er også meget at bruge pengene på. 

- Så stort er råderummet heller ikke. I Venstre har vi nogle områder, vi brænder særligt for, og som vi vil tage med ind til budgetforhandlingerne. Vi har et fokus på de opgaver, der kan varetages i det nære og som sikrer behandling til borgerne i eget hjem, sagde Camilla Hove Lund (V).

Camilla Hove Lund (V) påpeger, at de vil have et fokus på de opgaver, der kan varetages i det nære og som sikrer behandling til borgerne i eget hjem.
Camilla Hove Lund (V) påpeger, at de vil have et fokus på de opgaver, der kan varetages i det nære og som sikrer behandling til borgerne i eget hjem. Foto: TV2 ØST

Christian Wedell-Neergaard (K) lovede, at han ville kæmpe for de lokale lægevagtskonsultationer under de kommende budgetforhandlinger.

- Vores hovedforslag er længere åbningstid i de decentrale lægevagtskonsultationer. I Ringsted, Kalundborg, Vordingborg, Nykøbing Sj. og Nakskov foreslår vi, at åbningstiden udvides fra tre til fem timer både om aftenen og i weekenden, lød det fra den konservative gruppeformand. 

Ikke imponeret

Regionen har et budget på godt 22 milliarder kroner. 

Læs også
Bred enighed om Region Sjællands 2024-budget
Læs også
Bred enighed om Region Sjællands 2024-budget

Men det er ikke ret meget, som politikerne kan forhandle om i de kommende uger. Det økonomiske råderum er på 68 millioner. I år får regionen også ekstra 53 millioner kroner fra en ny ”ulighedspulje”. 

Bruno Jerup (EL) var ikke imponeret over de økonomiske muligheder. 

- Vi har masser af ønsker, men vi har under ingen omstændigheder råd til at opfylde dem alle. Vi skal gøre, som vi plejer. Vi skal lave en prioritering til nogle gode ting. Jeg vil love, at vi vil gøre, som I alle sammen gør. Det, der ender med at komme med i budgetaftalen, tager vi æren for, sagde Bruno Jerup, mens en stille latter bredte sig i regionrådssalen.


Nyhedsoverblik