Region Sjælland har nu indgået en fratrædelsesaftale med Annemarie Schou Zacho-Broe. Det oplyser regionen selv i en pressemeddelelse fredag morgen.
Region Sjælland oplyser på regionens hjemmeside, at Annemarie Schou Zacho-Broe får seks måneders løn plus seks måneders fratrædelsesgodtgørelse.
Det fremgår også, at regionsdirektørens månedsløn udgør 204.211 kroner månedligt inklusiv pension.
Det betyder, at Annemarie Schou Zacho-Broe får cirka 2,5 millioner kroner med sig.
Hun nåede at være regionsdirektør i fem måneder.
Problemer i samarbejdet
Beslutningen om at fritstille regionsdirektøren blev i første omgang truffet af et enigt formandskab.
Det oplyste regionsrådets næstformand Anne Møller Ronex (R) til TV2 ØST tirsdag.
Hun ville ikke oplyse den konkrete årsag til fyringen, men understregede, at der ikke var tale om strafbare forhold.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at "Region Sjælland har ønsket en ny profil til at stå i spidsen for regionens administration".
TV2 ØST erfarer, at regionsrådet blev indkaldt til et ekstraordinært møde torsdag aften. Her orienterede formandskabet de andre regionsrådsmedlemmer om baggrunden for fyringen.
Flere kilder fortæller til TV2 ØST, at det drejer sig om samarbejdsproblemer bredt i organisationen – både i forhold til embedsmænd og politikere.
Problemer, der opstod kort tid efter ansættelsen, og som har været bragt op før sommerferien. Annemarie Schou Zacho-Broe blev ansat midt i april.
Fyret før
Som direktør stod Annemarie Schou Zacho-Broe i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.
Annemarie Schou Zacho-Broe har tidligere varetaget en stilling som kommunaldirektør i Fredericia.
Et job, hvorfra hun blev hjemsendt, politianmeldt og siden bortvist.
Annemarie Schou Zacho-Broe
2023-2023: Regionsdirektør, Region Sjælland
2021-2023: Ledelses- og organisationsrådgiver
2018-2021: Kommunaldirektør, Fredericia Kommune
2017-2018: Velfærdsdirektør, Fredericia Kommune
2014-2017: Sundhedschef ved Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg
2013-2014: Kontorchef, Medborgerskab og Folkesundhed, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
2010-2013: Kontorchef for frivillighed og pårørendesamarbejde, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
2008-2010: Teamleder, Frivillighedsområdet, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
2007-2008: Udviklingskonsulent, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 2007.
Kilde: Region Sjælland
Anklagen gik på inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af Fredericias daværende borgmester. Annemarie Zacho-Broe er siden blevet frikendt og renset ad tre omgange.
Hun fik i november 2022 tildelt erstatning for forløbet.
I marts 2023 godkendte regionsrådet i Region Sjælland enstemmigt ansættelsen af Annemarie Schou Zacho-Broe.
Formand tilfreds med aftale
Nu syv måneder efter har selvsamme regionsråd godkendt hendes fritstilling.
På trods af det ganske korte samarbejde vil regionsrådsformand Heino Knudsen (S) ikke sige, at de begik en fejl i ansættelsen af Annemarie Schou Zacho-Broe.
- Vi havde et eksternt bureau inde over, og den proces var vi meget grundige omkring. Og vi mente også på det tidspunkt, at vi ansatte den rigtige regionsdirektør, siger han.
Heller ikke Heino Knudsen vil komme nærmere en årsag til, at han, Anne Møller Ronex (R) og Kirsten Devantier (V) som samlet formandskab valgte at fritstille Annemarie Scho Zacho-Broe.
- Jeg har ikke yderligere kommentarer til årsagen, andet end at det er en samlet vurdering, og at det er rigtig ærgerligt, at vi skal tage den her beslutning, men det er også den nødvendige beslutning. Og jeg er tilfreds med, at vi har indgået en gensidig aftale.
- Vi har samlet set brug for en anden til at stå i spidsen for regionens administration med de store opgaver, vi står med, siger Heino Knudsen.
Der skal findes en ny direktør. Hvordan vil I sikre, at den næste regionsdirektør holder længere end et halvt år?
- Det har vi behov for, og derfor er vi også i gang med drøftelser på den politiske bane om, hvordan vi skaber den bedste løsning for Region Sjælland. Vi har heldigvis rigtig stærke ledelseskompetencer fortsat i vores region, både i direktionen, i koncernledelsen og længere ud i vores organisation, og vi kommer nu til at drøfte politisk, hvordan vi skal organisere os videre frem, siger Heino Knudsen.
Kommer I til at bruge det samme rekrutteringsbureau igen?
- Jeg vil ikke kommentere på den kommende proces. Det vil jeg drøfte med regionsrådsmedlemmerne på vores møde på tirsdag, siger Heino Knudsen.