Kram, bamser og rolige stemmer erstatter tvang: - De ser mig som et menneske og ikke en diagnose

I øjeblikket er livet så svært for Sussie Jensen, at hun er indlagt på en lukket afdeling i Psykiatrien Syd i Vordingborg. Vi møder hende på afdeling S1 32, og det første man lægger mærke til, er et sår, hun har fået i panden.

- Tirsdag aften blev jeg rigtig dårlig. Mine stemmer opfordrede mig til selvskade, så jeg bankede hovedet ind i væggen flere gange. Jeg kan egentlig ikke huske situationen, men jeg var rigtig, rigtig dårlig. Det var den eneste form for frihed, jeg kunne få, så mine stemmer kunne holde sin kæft, selv om de så ikke gjorde det alligevel, fortæller hun.

For at undgå at Sussie Jensen skader sig selv, har hun i øjeblikket personlig skærm. Det betyder, at hun hele tiden er sammen med en medarbejder på afdelingen, og at hun er rykket ind på en særlig stue.

På stuens endevægge er der tapeter med træer med lysegrønne blade, i stolen ligger en stor bamse, sengen er en såkaldt kugleseng med en kugledyne.

- Kuglerne er beroligende at ligge på, man får ligesom et tryk, også med kugledynen over sig, fortæller Sussie Jensen, der viser rundt. 

På væggen hænger tegninger, og i vindueskarmen står der små dyr modelleret i voks. Det hele skaber en rar stemning, men det er også en stue, hvor der sidder et kamera i loftet, og hvor der ikke er nogen slange på bruseren, fordi personalet vurderer, at Sussie Jensen kan skade sig selv så meget, at de ikke vil lade hende være alene. Om natten holder de øje med hende via kameraet.

Gertrud Sassersen er social- og sundhedsassistent på afdelingen, og hun er en af dem, der fast tager sig af Sussie Jensen.

- Det, vi lægger mange kræfter i, er hele relationsarbejdet. Jo bedre vi kender vores patienter, jo bedre ved vi, hvordan vi skal agere overfor den enkelte. Det er så individuelt, hvad folk har godt af, og hvad de trænger til, siger hun. 

- Nogle skal have nærvær, omsorg, fysisk berøring, hvor vi aer, nusser og krammer. Andre har brug for at kaste med en stol og sige ”det er fandeme for dårligt”. Vi har forståelse for, at frustrationer kan være fysiske, fordi de har en vrede; den er ikke rettet mod os, men mod systemet, fortæller Gertrud Sassersen.

Kunsten for personalet er at finde en vej ind til at nå patienterne. 

- Vi har patienter, der kommer ind og er voldsomt stofpåvirkede, som skader sig selv og ikke er til stede i situationen. Men på et eller andet tidspunkt damper det af, og det er også derfor vi siger, at tid er vores vigtigste redskab. Tid, og så bare at stå der og være der. Stilhed kan også være en ting, og så på et tidspunkt kommer der en lille indgangsvinkel, som vi kan bruge, fortæller hun.

I Psykiatrien Syd I Vordingborg er der i alt plads til 89 patienter fordelt på fem åbne og lukkede afdelinger. Her har man i en årrække arbejdet benhårdt på at ændre den kultur, hvor man anså tvang som en naturlig nødvendighed.

Dorte Graulund Olsen, der er projektsygeplejerske og specialsygeplejerske i psykiatri, er en af dem, der står i spidsen for det arbejde.

- Da jeg blev ansat her for 12 år siden, kunne jeg godt have en vagt, hvor vi i løbet af vagten bæltefikserede fire patienter. Dengang så vi bæltefiksringerne som god sygepleje, hvor vi var nødt til at tage kontrollen. I dag tænker vi slet ikke på at bruge bælte, men sætter noget andet i stedet for, fortæller hun.

Siden 2014 har Sundhedsstyrelsen sammen med alle regionerne i Danmark haft et mål om at halvere antallet af bæltefikseringer ved udgangen af 2020 og generelt bruge mindre tvang i psykiatrien.

I Psykiatrien Syd er det lykkes over al forventning at få antallet af bæltefikseringer ned. I årene 2011-2013 blev det i gennemsnit brugt 167 gange. I 2020 blev bæltefiksering kun brugt en gang.

- Tvang kan være nødvendigt i forhold til at få styr på en situation, men vi anvender det først, når vi er derude, hvor det bliver for farligt, og vi ikke kan komme igennem situationen på nogen anden måde. I dag har vi fået nogle metoder, hvor vi kan få et meget bedre samarbejde, og hvor vi giver patienterne bedre muligheder for, at de kan mestre deres situation, fortæller afdelingssygeplejerske Connie Pedersen.

Den metode, personalet bruger, hedder Safewardsmodellen. Den er baseret på engelsk forskning i, hvordan man kan skabe trygge og sikre psykiatriske afsnit. Modellen indeholder ti såkaldte interventioner, som medarbejderne arbejder ud fra.

De går blandt andet ud på at bygge relationer til patienterne, tale mildt og positivt og bruge beroligende metoder.

Der ryger tit en bamse i lommen

Dorthe Graulund Olsen viser os en række skuffer med de forskellige ting, som personalet kan hente frem, når en patient har det skidt. I skufferne ligger små ting, som man kan sidde og dimse med og trykke på. Det kan være bobleplast og bolde og små såkaldte tangles. Derudover er der farver, tegnepapir, malebøger og modellervoks, og så er der en skuffe fyldt med tøjdyr i flere størrelser:

- Der er mange af vores patienter, der godt kan lide at putte sådan en bamse her i lommen og gå med den. Hvis man bliver utryg eller nervøs, så kan man lige nusse den lidt. Så der ryger tit en bamse i lommen, og nogle gange ryger den også med hjem, så vi har et ret stort lager af tøjdyr, fortæller hun.

De mange ting i skufferne er redskaber, der kan aflede patienterne, når de får trang til at afreagere eller er selvskadende.

- Det kan i den grad forebygge tvang, både fordi det er nogle ting, vi kan anvende i stedet for tvang, og når vi ikke anvender tvang, så kan vi bevare en rigtig god relation til vores patienter. Samtidig er aktiviteterne noget, vi laver sammen med vores patienter, og på den måde kan vi snakke om det, der er lidt svært at snakke om. Ved at man bevæger hænderne og maler tegninger, så virker det mindre farligt, fortæller Dorte Graulund Olsen.

De holder én i hånden

Sussie Jensen er gået ud i den lukkede gårdhave for at ryge en cigaret. Hendes diagnose er paranoid skizofreni. Hun blev indlagt første gang, da hun var 17 år og har siden været indlagt på forskellige afdelinger i Glostrup, Roskilde og Slagelse. Det er første gang, hun er indlagt i Psykiatrien Syd i Vordingborg, og hun er glad for den positive atmosfære, der er på afdelingen:

- De holder én i hånden, de nusser én, de snakker til én og de prøver at berolige én med deres stemme, fortæller hun.

Samme oplevelse af afdelingen har Simon Erik Jensen, der også er en af patienterne i afdelingen, fordi han har nogle problematikker omkring depression og selvmordsadfærd. Vi møder ham i dagligstuen, hvor han drikker kaffe og ser fjernsyn. Til daglig bor han på et opholdssted på Møn.

- Jeg plejer at blive indlagt her, når jeg bliver indlagt. De kender mig, og jeg kender dem. De har alle mulige teknikker, de er gode til at møde én, der hvor man er, og de kan bære håbet for en, når man ikke selv kan bære det, siger han.

Vil forebygge tvangsindlæggelser

På baggrund af Sundhedsstyrelsens aftale med regionerne om at nedbringe brugen af tvang overvåger styrelsen løbende udviklingen i tallene for de forskellige tvangsformer, man bruger i psykiatrien. Den nyeste rapport, Monitorering af tvang i psykiatrien 2020, viser, at det går godt med at undgå bæltefikseringer af patienterne. Men samtidig er der sket en stigning i andre former for tvang, f.eks. brugen af fastholdelser og akut beroligende medicin med tvang.

Det gælder også i Psykiatrien Syd. I årene 2011-2013 blev der i gennemsnit givet akut beroligende medicin med tvang 153 gange, hvor der i 2020 blev givet beroligende medicin 225 gange. I 2013 blev 59 patienter fastholdt, i 2020 var det 74.

- Vi arbejder på alle fronter med alle former for tvang, men den stigning, vi har haft på fastholdelser og akut beroligende, kan vi ofte forklare med, at vi i den periode havde en patient med vanskeligheder. Så jeg vil ikke sige, at det er en signifikant stigning, vi har haft. Men det er vores næste fokus, også i forhold til tvangsindlæggelser. Vi vil kigge på, hvad vi kan gøre i samarbejdet med kommunerne og distriktspsykiatrien, så folk kan blive indlagt tidligere, sådan at de ikke skal indlægges med bål og brand og tvang, fortæller Connie Pedersen.

Afdelingen bruger tallene aktivt, og hver gang der er brugt tvang, bliver episoden analyseret.

- Vi arbejder hele tiden med data, og hver gang der er sket et eller andet, så går vi ned og analyserer, hvad var for-forløbet, hvorfor skete det. Er der nogle elementer, vi kan skrue på? Vi har et meget stort analysearbejde, hver gang vi har anvendt tvang, så vi kan lave nogle indsatser, fortæller Connie Pedersen.

Man er enormt presset 

Både Sussie Jensen og Simon Erik Jensen har oplevet at få beroligende medicin med tvang.

- Man er jo enormt presset, når man kommer ud i den situation. Det er ikke rart, selvfølgelig er det ikke det. Det er en indgriben i ens personlige frihed. Men i nogle tilfælde, så kan det være en form for omsorg, der er nødvendig at yde, når man ikke kan passe på sig selv. Så det er ikke sådan, at jeg bliver sur over det bagefter eller noget, fortæller Simon Erik Jensen.

Samme dobbelthed overfor tvang har Sussie Jensen også.

- Det kommer an på, hvad situationen er, og hvor dårlig man er. Når jeg kan blive så dårlig, at jeg bare bliver ved med at gøre skade på mig selv, og personalet faktisk ikke ved, hvad de skal gøre andet end at holde mig og give noget beroligende, så er det dejligt, at de faktisk samtidig snakker med én, mens man ligger og har det skidt og bliver fastholdt, i stedet for at de bliver sure på en. Men det er voldsomt, at man kan få det så dårligt, at det er nødvendigt, fortæller hun.

Når der opstår problemer med selvskade, eller patienterne er voldsomme, har personalet på afdelingerne i Psykiatrien Syd mulighed for at få hjælp fra kolleger. Der er oprettet et såkaldt interventionsteam, der består af to medarbejdere og en vagt. De kan kaldes ud til de enkelte afdelinger for at hjælpe.

- Vi kommer udefra og ser neutralt på situationen, og derfor er vi også bedre i stand til at tænke lidt ud af boksen og både høre, hvad det er, der er patientens oplevelse, og hvordan oplever personalet det. Kunsten er at få noget til at lykkes, så alle kan være tilfredse med det, og så situationen kan lande, uden at det bliver dramatisk, fortæller Lise Jørgensen, der er sygeplejerske og har vagter både på S1 32 og i interventionsteamet.

Hun kommer med et eksempel på en situation:

- For nylig blev jeg tilkaldt, fordi en patient var meget selvskadende og ikke kunne komme ud af det. Der bruger vi beroligende metoder: Vi taler med en rolig stemme, vi laver beroligende tryk. Vi tager patienten i hånden, vi kigger rundt i rummet, lægger mærke til om der er nogle billeder på væggen af noget, som patienten er glad for.

- Så bruger vi det i samtalen, prøver at leve os ind i, hvad det er for et menneske vi har her, og hvad det er, der kan hjælpe det menneske til at kunne slappe mere af. Når det lykkes, så kan vi få en dialog om, hvordan vi kan hjælpe, siger hun.

Metoden går ud på at undgå at sige nej og i stedet foreslå et alternativ. 

- I stedet for at møde dem med et nej, som mange af vores patienter har hørt så mange gange i deres liv, så prøver vi komme med et alternativt forslag. Hvis de gerne vil ud at ryge og ikke har udgang, så er det jo ikke en mulighed, men så kan vi sige "jeg vil gerne gå med dig ud i en den aflukkede gård og ryge", fortæller Lise Jørgensen.

Sussie Jensen fortæller, at hun synes, at hun nu har fået det lidt bedre. Hun bor i Næstved sammen med sin kæreste, og de skulle egentlig flytte i en ny lejlighed. Men foreløbig er hun på S1 32 for at komme til hægterne:

- De behandler mig. De ser ikke min diagnose som mig. De tænker ikke, ”nå, hun hører stemmer, det er sådan hun er". De snakker til mig som det menneske, jeg er, og ikke som min diagnose er. De snakker til mig som den person, jeg er, og de lærer mig at kende, når jeg godt kan smile, grine og lave fis og ballade og drille personalet. Det gør jeg tit, og de driller tilbage, siger hun med et glimt i øjet.