Kvinder med symptomer på brystkræft blev fejlvisiteret: - Vi kan kun undskylde

Koncerndirektøren for Region Sjælland undskylder og forklarer, at sygehuset nu gør alt for at rette op på situationen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kvinder med brystkræft fik ikke den behandling, de skulle have på Ringsted Sygehus.

Deres læge havde ellers oplyst om, at kvinderne havde konkrete symptomer på brystkræft, men alligevel blev de fejlvisiteret og endte i den forkerte prioriteringsgruppe. Det betød blandt andet, at de måtte vente på undersøgelse sammen med patienter, hvis behandling eller undersøgelse ikke hastede.

quote Vi kan kun undskylde maksimalt for det her, og det har vi gjort hele tiden

Leif Panduro Jensen, koncerndirektør Region Sjælland

- Hele sagen er dybt tragisk, for den er gået ud over en række kvinder, som ikke har fået de undersøgelser, de skulle. Nogle af dem har fået forsinket deres kræftforløb på grund af det, siger Leif Panduro Jensen, koncerndirektør Region Sjælland.

- Vi kan kun undskylde maksimalt for det her, og det har vi gjort hele tiden.

To patienter er blevet godkendt erstatning

De nye forhold er opdaget af Patienterstatningen, der har fundet visitationsfejl for en gruppe kvinder, der allerede er omfattet af mammografi-sagen.

- Vi er i gang med at gennemgå en række journaler på kvinder, der har været berørte af den her kræftsag i Ringsted. I forbindelse med det har vi opdaget, at nogle kvinder er blevet visiteret forkert, så de er kommet i den knap så farlige gruppe og burde have været undersøgt i større hast. Dem, der er havnet i den gruppe, er blevet berørt af, at vi ikke har lavet den fulde undersøgelse i den gruppe og er blevet forsinket i deres forløb, siger koncerndirektør Leif Panduro Jensen.

quote Vi kender til to patientforløb, udover dem der var kendt i forvejen, hvor de er blevet så forsinket i deres forløb, at de er berettiget til at få erstatning for det

Leif Panduro Jensen, koncerndirektør Region Sjælland

Patienterstatningens gennemgang har ført til, at der nu er godkendt erstatning til to patienter.

- Vi kender til to patientforløb, udover dem der var kendt i forvejen, hvor de er blevet så forsinket i deres forløb, at de er berettiget til at få erstatning for det. Det er dybt ulykkeligt, at vi ikke har nået at fange dem i tide.

SE VIDEOEN: Koncerndirektør Leif Pandura forklarer den nye udvikling i brystkræftsagen.

 

Der var slukket for sikkerhedsnettet

I december sidste år oplyste Region Sjælland, at der fra perioden marts 2013 til 2017 var blevet udført mangelfulde brystundersøgelser af kvinder, hvor der var mistanke om brystkræft. Og det var i strid med de nationale retningslinjer på området.

Patienterstatningen fandt visitationsfejl, efter de ved en gennemgang af de første indsendte journaler opdagede problemer med korrekt visitering i nogle af de ramte kvinders journaler. De mangelfulde undersøgelser fandt sted i perioden 1. marts 2013 til 24. maj 2017. 

- Det er dybt ulykkeligt, at der er nogle kvinder, der har haft konsekvenser af den fejlagtige praksis, der var i Ringsted indtil 2017. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de kvinder, og det gør vi selvfølgelig også, siger Leif Panduro Jensen.

Men hvordan kan det overhovedet ske, at nogle med fysiske tegn på brystkræft havner i den forkerte bunke?

Det er et stykke papir, der kommer fra den praktiserende læge med nogle oplysninger, og der kommer 50-80 om dagen, og så sker det en gang imellem, at én bliver lagt i den forkerte bunke. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forhindre det, men det vigtige er også, at vi har et sikkerhedsnet, der fanger det. Det var det sikkerhedsnet, der var slukket for før 2017.

Hvordan sikrer I, at det sikkerhedsnet er der nu?

- Vi ved, det er der nu. Vi tager regelmæssigt 10 journaler ud og gennemgår, om alt er gået, som det skulle. Indtil nu har vi ikke fundet nogle fejl. Vi tager et dybere kig på det nu og kigger flere journaler igennem. Vi er kun interesserede i at gøre det så godt som muligt.

- Nu gør vi også alt for at rette op på situationen

Sagen handler om de i alt 304 kvinder, hvor Patienterstatningen er i gang med at gennemgå flere af patientforløbene. Alle kvinderne har fået kræft i den periode, hvor de mangelfulde brystundersøgelser foregik på Ringsted Sygehus. Patienterstatningen skal vurdere, om de 304 kvinder har ret til erstatning.

quote Man kan aldrig garantere mod fejl, men det vigtige er, at vi minimerer dem maksimalt og har et sikkerhedsnet

Leif Panduro Jensen, koncerndirektør Region Sjælland

- Nu gør vi også alt for at rette op på situationen, og vi gør alt for at lære af det fremadrettet, siger koncerndirektøren.

Derfor tager de på sygehuset nu aktuelt en større stikprøve, kigger de gamle journaler igennem og ser, om der er flere, der er blevet fejlvisiteret og kigger på, om der er noget mønster i den måde, de fejlvisiterede er blevet håndteret på.

- Man kan aldrig garantere mod fejl, men det vigtige er, at vi minimerer dem maksimalt og har et sikkerhedsnet, som er spændt ud og kan samle det hurtigt op, så det ikke får konsekvenser, når der sker fejl, siger Leif Panduro Jensen.


Nyhedsoverblik