Ordningen har eksisteret siden 1962 og har til formål at sikre fødevareforsyningen i hele Europa.
Men koster EU's landbrugsstøtte for meget, og er nu det rigtige tidpunkt at trække støtten?
TV2 ØST har inviteret to af kandidaterne, der stiller op til Europaparlamentsvalget, i studiet for at diskutere lige præcis dette. Se hvordan det gik i det fjerde afsnit af EU-Debatten her.
Skal afskaffes over tid
Står det til Clara Turms, er landbrugsstøtten både alt for dyr og skadelig. Hun arbejder med EU-området for Enhedslisten, er vokset op i Faxe Ladeplads og drømmer nu om selv at blive valgt til parlamentet.
- Vi mener, at det er alt for mange penge, vi bruger på et landbrug, der er kulsort, men vi vil gerne bruge de her midler til at omstille landbruget i en grøn retning.
- Lige nu er der nærmest ingen krav til landbruget, når de får de her midler. Det bliver givet på baggrund af, hvor stort et areal det er, men vi vil gerne hægte det op med, at du skal kunne producere plantebaseret, økologisk og pesticidfrit, forklarer hun.
Det er dog ikke ensbetydende med, at partiet vil fjerne landbrugsstøtten i ét hug:
- Når vi har et landbrug, som kan holde sig selv oppe, så vil vi gerne fjerne det. Men det er selvfølgelig ikke sådan, at vi vil feje tæppet væk under landmændene. Det skal ske organisk.
- Det er vigtigt at huske, at de er i gæld og ikke er økonomisk bæredygtige. Vi skal sikre, at de er klar til den grønne omstilling, og at de kan producere, forklarer Clara Turms.
Usikker sikkerhedspolitik
På den helt modsatte fløj finder man Thorbern Alexander Klingert. Han bor i København, arbejder som rådgiver for globale virksomheder og stiller op for Venstre.
Han mener, at det er alt for risikabelt at lave store ændringer i landbrugsstøtten lige nu, ikke mindst på grund af krigen i Ukraine.
- Vi er i en sikkerhedspolitisk situation, hvor det er helt essentielt, at vi kan brødføde os selv. Uden det ville det nærmest være at skyde sig selv i foden lige nu, hvis vi ikke varetog vores egen sikkerhed.
- Vi bakker op om landbrugsstøtten og bakker op om, at den bliver grønnere, med endnu flere grønne tiltag. Men vi mener, at af sikkerhedspolitiske grunde, så har vi brug for at landbrugsstøtten fortsætter. Det er godt, at vi kan forsyne Danmark, men det er også meget bedre, at vi kan forsyne verden med grønne varer, forklarer han.
Er du nysgerrig på hvem de to kandidater er, kan du læse mere om dem, ved at klikke på deres navne nedenfor:
Har du mod på at teste din paratviden om EU? Bliv klar til valg den 9. juni med TV2 ØST's EU-Quiz her
Grafik og UI: Nick Abildgaard, Martin Hartmann