Egnsteatre får milliontilskud

Sjællands Teater og Odsherred Teater er blandt syv egnsteatre, der får 4,7 millioner kroner ekstra de næste fire år. Pengene skal især gå til at få flere unge i teatret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er sådan en dag, man giver kage, tror jeg.

Sådan lyder det fra administrerende direktør på Sjællands Teater, Kristoffer Møller Hansen, til TV2 ØST, kort efter han har fået beskeden om det kommende milliontilskud.

Kulturministeren og en række kulturordførere har indgået en aftale, der skal give syv egnsteatre et ekstra udviklingstilskud på cirka 4,7 millioner kroner hver de næste fire år.

quote Det er jo helt vanvittigt

Kristoffer Møller Hansen, direktør, Sjællands Teater

Det oplyser Kulturministeriet i pressemeddelelse. 

Både Sjællands Teater og Odsherred Teater i vores område er blandt de udvalgte.

Ifølge Kulturministeriet er teatrene udvalgt, fordi de har et højt scenekunstfagligt niveau, og ligger i områder, hvor der ikke er et teater med større regionalt ansvar i nærheden. 

Derfor har teatrene mulighed for at udbrede scenekunst af særlig høj kvalitet til et bredere publikum eller i et større regionalt område. 

Kulturministeren og en række kulturordfører har indgået en aftale, der skal give syv egnsteatre et ekstra udviklingstilskud på cirka 4,7 millioner kroner hver de næste fire år. Sjællands Teater er ét af dem.
Kulturministeren og en række kulturordfører har indgået en aftale, der skal give syv egnsteatre et ekstra udviklingstilskud på cirka 4,7 millioner kroner hver de næste fire år. Sjællands Teater er ét af dem. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Skal få flere unge i teatret

Nyheden vækker stor glæde og overraskelse hos Sjællands Teater. 

- Det er jo helt vanvittigt. Det er noget, vi har kæmpet for i flere år – at blive anerkendt for den indsats, vi gør, hvor vi jo rammer en stor del af regionen. Vi er stadigvæk støttet som et lille egnsteater, så at få den ekstra støtte betyder jo, at vi kan nå længere ud, siger han.

Teatrene kommer til at få omkring 1,2 millioner kroner ekstra om året, og de vælger selv, hvordan pengene skal bruges. 

Læs også
Kendt duo åbner festival
Læs også
Kendt duo åbner festival

For Kristoffer Møller Hansen er det er stort plus. Han fortæller, at en stor del af pengene kommer til at blive brugt til en indsats rettet mod børn og unge i hele regionen.

- Det giver en kæmpe frihed, og gør en kæmpe forskel, at vi selv bestemmer, hvad vi kan komme i mål med, siger han.

- Halvdelen af vores publikummer er børn og unge, der i forbindelse med skole eller institutioner kommer og ser vores forestillinger. Vi gør enormt meget ud af at introducere de yngre generationer til scenekunsten og teatret. Det vil vi gerne blive endnu bedre til.

Om teatrene:

Sjællands Teater er et egnsteater, fusioneret at de to egnsteatre Holbæk Teater og Teatret Fair Play i Slagelse. Teatret modtager tilskud fra Holbæk og Slagelse kommuner og spiller forestillinger i Region Sjælland og på turné i hele landet. Teatret producerer forestillinger både rettet mod børn, unge og voksne.

Odsherred Teater blev etableret i 1996 som professionelt, producerende egnsteater. Teatret er en selvejende institution og har siden 2007 været egnsteater i Kalundborg kommune. I sommeren 2016 flyttede teatret ind i den gamle Irmabygning i gågaden i Nykøbing Sj., hvor teatret i 2021 indviede en ny teatersal.

Kilde: Kulturministeriet

Sjællands Teater har omkring 35.000 publikummer om året. 

Derfor havde Kristoffer Møller Hansen håbet, at de udvalgte teatre med større publikum havde fået en lidt større del af kagen. 

- Vi er et stort teater, der dækker flere kommuner i regionen. Derfor kunne jeg ønske mig, at man havde lidt mere øje for os, end de teatre der rammer under 10.000 publikum – det betyder, at der er færre penge per publikum hos os, siger han.

- Når det så er sagt, så under jeg virkelig de små teatre, at de også får nogle flere penge, lyder det. 

Pengene skal bruges på udvikling

Også teaterleder i Odsherred Teater, Liev Arne Kjøllmoen, glæder sig over at have fået del i pengene. 

- Vi er glade for denne her vitaminindsprøjtning, så vi kan fortsætte den gode udvikling, vi har her i teateret, siger han.

Teaterleder Leiv Arne Kjøllmoen håber, pengene kan blive brugt på udvikling af Odsherred Teater.
Teaterleder Leiv Arne Kjøllmoen håber, pengene kan blive brugt på udvikling af Odsherred Teater. Foto: Rasmus Krøll - TV2 ØST

I teateret er planen, at man vil bruge pengene på at fortsætte udviklingen af selve teaterets egne produktioner i huset og udviklingen af teaterets projekter udenfor huset. 

- Vi vil meget gerne ud i landskabet her i Geopark Odsherred og også meget gerne til Kalundborg. Lige nu har vi et projekt, der hedder stedets stemmer, som er fire forskellige lydfortællinger ude i landskabet, siger han. 

Pengene til det ekstra udviklingstilskud til egnsteatrene er afsat på finansloven for 2024. Folketingets finansudvalg skal godkende fordelingen.


Nyhedsoverblik