De fleste forbinder nok en kiste med den rene hvide farve, når der rundt om i landet afholdes bisættelser og begravelser.
Men hos flere begravelsesforretninger oplever man en stigende efterspørgsel på andre og mere personlige løsninger end den simple hvide kiste eller urne, når der skal tages afsked.
Ifølge Ørskov Begravelsesforretning i Holbæk kan det være alt fra en lyserød kiste til ønsket om, at der skal skrives hilsner og laves tegninger direkte på kisten til selve ceremonien.
- Vi oplever, at folk gerne vil sætte lidt mere personligt præg på den sidste afsked. Så det ikke kun bliver en traditionel hvid kiste, siger bedemand Michael Ørskov og tilføjer:
- Hvis vedkommende (den afdøde, red.) for eksempel har spillet trompet eller trommer, så vil mange pårørende gerne have, at man kan se det på urnen.
For Michael Ørskov har efterspørgslen på det personlige præg på kister, urner og til selve ceremonien særligt været stigende de sidste tre-fire år.
- Vi er måske gået fra, at det var noget vi havde en til to procent om året, til at vi er tættere på ti procent nu, siger han.
Personligt fremfor traditionelt
Valget af en lyserød kiste, en regnbuefarvet urne eller at tegne direkte på kisten under ceremonien er ifølge Michael Ørskov ikke noget, der bare gøres, fordi det skal være anderledes.
- Det er et forsøg på at gøre det sidste farvel personligt. Man tager noget fra den afdødes personlighed og prøver så at udtrykke det visuelt, siger han.
Også hos Begravelsesforretningen for Vordingborg & Omegn A/S oplever man en øget efterspørgsel på de farvede kister og det personlige præg på ceremonien.
Ifølge indehaveren Per Østen skyldes den øgede efterspørgsel en ændring i samfundet.
- Hele samfundet har ændret sig til, at man godt må gøre noget andet, end det man altid har gjort.
- En farvet kiste er noget man husker. Man husker den grønne kiste til ”Onkel Karls” bisættelse, siger han.
Bliv begravet i en papkiste
Det er ikke kun farverne, der har ændret sig på kisterne gennem de seneste år. På TV2 ØST har vi tidligere fortalt om PMH Systems i Ringsted, der har opfundet og udviklet en papkiste.
Kisten bliver lavet af papplader, som er lavet på træfibre. Til pladerne bruges der dog kun 20 procent af den mængde træ, der bruges til en almindelig trækiste. Derudover bliver den limet sammen, så der ikke bliver brugt søm og skruer.
- Vi kan påvise en CO2-reduktion på over 94 procent, fordi man bruger færre træfibre, og fordi der er ikke metal eller maling, forklarede direktør Peter Madsen.
Søgade Begravelse i Ringsted er en af de bedemandsforretninger, som forhandler kisterne, og her er de blevet taget godt imod.
- Folk har taget rigtig fint imod. Vi var nok alle lidt mistroiske, da vi stiftede bekendtskab med kisterne første gang. Da vi så fandt på at sætte kisten i butikken, så var der faktisk ret stor interesse for den. Inden for det første halve år, tror jeg, vi solgte 25-30 af dem, lyder det fra bedemand Niels Pedersen.
Mulighederne er mange
Ifølge Per Østen har mange af blomsterdekorationerne også ændret sig fra næsten altid at være røde roser og hvide flag, til mere forskellige og personlige valg af blomster.
- Det er vigtigt at give sig selv lidt tid til at tale med de pårørende om, hvem det er, der skal bisættes. Hvem var den afdøde, hvad beskæftigede vedkommende sig med og så videre, siger han og tilføjer:
- Jeg har haft mange kunder, der kom ind og troede, de skulle have en hvid kiste, men så er endt med noget helt andet. For de anede slet ikke, at det var en mulighed.
Spørger man de to bedemænd til deres egne ønsker om en personlig kiste eller urne, tyder det på, at de også er fulgt med tidens tendens.
- Min egen skal også være personlig - der skal være noget anderledes udsmykning på den. Det kan for eksempel være noget kunstnerisk trykt på siderne, og så muligheden for at skrive hilsner på kistens låg til ceremonien, fortæller Michael Ørskov.
Han fortæller ydermere, at det er muligt at få trykt næsten alt på sin kiste.
- Det kan være et ordsprog, som den afdøde brugte, et maleri hjemmefra eller fotogratier, siger Michael Ørskov.
Anderledes ønsker Per Østen at blive begravet i en amerikansk trækiste med diverse udskæringer.