Som noget nyt vil vi etablere nærhospitaler. Hvor kommuner, regioner og alment praktiserende læger kan arbejde tættere sammen om patienten. Det bliver mere trygt.
Sådan lød det tirsdag fra talerstolen i Folketingssalen, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) markerede Folketingets åbning.
I dag er der mange ældre, som har mange og lange ture til sygehuset. Måske for at få taget blodprøve den ene dag. Til samtale den anden dag. Røntgenkontrol den tredje dag, lød det fra statsministeren. Og det er altså det, regeringen vil undgå med de såkaldte nærhospitaler.
Men det skal heller ikke være årets begivenhed, når man skal lave en operation
Ifølge Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister og valgt i Sjællands Storkreds, skal nærhospitalerne ligge i nogle af de byer, som ikke har akutmodtagelser.
- Det kunne være, man har et avanceret, stort lægehus, men at man måske tænker, at man har brug for flere af de funktioner, man har på hospitaler, som ikke er specialiserede. Det kunne være røntgen eller nogle psykiatriske behandlinger. Det kunne være let, ukompliceret kirurgi. Altså nogle ting, som er forbeholdt hospitaler, og som ikke foregår i lægehusene, men hvor vi kan rykke det tættere på, så folk ikke skal rejse så langt for at få lavet ting, der er relativt ukomplicerede, siger Kaare Dybvad Bek.
VIDEO: Se hele debatten med Kaare Dybvad Bek (S), Louise Schack Elholm (V) og Anne Valentina Berthelsen (SF) i forbindelse med Folketingets åbning.
Hvornår får vi at vide, hvor de skal ligge?
- Det får I at vide i den her folketingssæson, siger Kaare Dybvad Bek.
- Vi må erkende, uanset hvordan vi har set på den sæson, der har været og de seneste år, så har det været et sundhedsvæsen, der har været meget underdrejet.
Vil der så følge ekstra penge med?
- Det er klart, man kan ikke lave en stor omlægning af sundhedsvæsnet, uden der også følger ekstra penge med, så det vil der selvfølgelig gøre, forsikrer Kaare Dybvad Bek.
En operation skal ikke være årets begivenhed
Venstres Jacob Jensen, som sidder i regionsrådet i Region Sjælland, mener dog ikke, at tanken om nærhospitaler er ny.
- Ja, hvis det er sådan, at det er de mindre komplicerede ting som scanninger, blodprøver og røntgen, så er det fint. Men det er jo noget, vi i forvejen allerede arbejder med – også i Region Sjælland. I dag er der allerede sundhedscentre – det hedder godt nok ikke nærhospitaler, men navnet skal ikke skille os ad – hvor man netop kan de her ting. Her har man den blanding under samme tag, så den tanke er allerede opfundet.
Region Sjælland har i forvejen syv sundhedscentre i Region Sjælland; i Vordingborg, Stege, Nykøbing Sjælland, Nakskov, Maribo, Kalundborg og Faxe.
Det næste spørgsmål, der presser sig på, er, hvordan man skaffer personale til nærhospitaler.
Foreløbig er det lidt mere en idé end virkelighed
- Det er jo spændende at se, lyder det fra Louise Schack Elholm (V), der stiller op i Sjællands Storkreds.
- I Venstre går vi også ind for, at det, der ikke er svært, skal være nært. Men det skal heller ikke være årets begivenhed, når man skal lave en operation. Det skal være noget, man har erfaring med, og man kan. Så tingene skal være med en balance. Og så skal man selvfølgelig også have fokus på at skaffe personale. Vi har jo problemer med at skaffe personale i Region Sjælland. Det er en af de udfordringer, vi har, siger hun.
Men spørger man minister Kaare Dybvad Bek, så har de en plan, som kan løse rekrutteringsproblemerne.
- Spørgsmålet om praktiserende læger er en selvstændig problemstilling, som vi tager initiativer i forhold til at løse. Der mener vi, at vi har en plan, der hænger sammen – også på en relativ kort årrække. Men det er klart, vi har en udfordring, og det har vi haft i mange år i Region Sjælland med at få ansat eksempelvis sygeplejersker, og det må vi gå sammen med regionerne om at sikre. Noget af det kunne handle om flere uddannelsespladser, som vi har talt om, men det kunne også handle om, hvilke vilkår de arbejder på.
Mere en idé end virkelighed
Og netop personale og ressourcer er nogle af de bemærkninger, som Anne Valentina Berthelsen (SF), der stiller op i Sjællands Storkreds, påpeger i forhold til nærhospitaler.
- Det er jo en rigtig god idé. Men foreløbig er det lidt mere en idé end virkelighed. Og det kræver jo også nogle ressourcer, hvis vi skal have det til at fungere.
- Når jeg taler med noget af sundhedspersonalet på Nykøbing Falster Sygehus, så siger de, at som det allerede er i dag, så løber de alt for stærkt. Der er for mange opgaver, der påhviler det her personale, som har nogle meget specifikke faglige kompetencer, som måske bruger for meget tid på dokumentation og andre ting, der engang lå hos en lægesekretær. Det bliver man nødt til at tage op og se på, hvis vi skal have sådan nogle nærhospitaler til at fungere, og det bliver vi nødt til at starte på allerede nu, siger Anne Valentina Berthelsen.