Næsten 2000 benamputeredes journaler skal nu undersøges

Kunne en amputation være undgået eller blevet udskudt? Det spørgsmål skal 11 speciallæger nu hjælpe Region Sjælland med at vurdere for 1975 patienter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det har taget tid af skaffe de karkirurger, der skal gennemgå forløbene for i alt 1975 patienter, der i perioden fra 15. juni 2013 til 31. december 2022 har fået foretaget en amputation på et af Region Sjællands sygehuse.

Men nu har Region Sjælland foreløbig fået ansat 11 speciallæger til at gennemgå forløbene, hvor hofte, lår, knæ eller underben er blevet amputeret.

Speciallægerne skal gennemgå patienternes forløb med det formål at rådgive og vejlede dem i, om de har ret til erstatning, hvis der er tvivl om, hvorvidt patienternes amputation kunne være undgået eller udskudt.

Læs også
Direktion får kritik for upræcise oplysninger i sag om benamputationer
Læs også
Direktion får kritik for upræcise oplysninger i sag om benamputationer

De speciallæger, der nu er ansat, er uvildige. Det vil sige, at de ikke har været ansat i Region Sjælland i den periode, hvor amputationerne har fundet sted.

Sagen om benamputationer begyndte sidste år, da det viste sig, at der var sket fejl i Region Midtjylland. Derfor valgte Region Sjælland i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed i august 2022, at gennemgå 150 patientforløb fra 2019 til 2022.  Her fandt de, at der var tvivl om, hvorvidt fem patienters benamputationer var nødvendige. 

De patienter, der stadig lever, vil først få gennemgået deres forløb. Derefter følger gennemgangen af afdøde patienter, oplyser Jesper Gyllenborg, der er Region Sjællands koncerndirektør.
De patienter, der stadig lever, vil først få gennemgået deres forløb. Derefter følger gennemgangen af afdøde patienter, oplyser Jesper Gyllenborg, der er Region Sjællands koncerndirektør. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Efter en række møder i efteråret mellem Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Styrelsen for Patientsikkerhed, besluttede forretningsudvalget i slutningen af 2022 at udvide undersøgelsen og gennemgå yderligere en årrække, og det er altså den journalgennemgang, der nu sættes i gang.

Undersøgelsen vil som det første gennemgå patientforløb fra 2013. Herefter vil perioden fra 2014 til 2022 blive gennemgået. 

Amputationssagen kort

I april i 2022 kom det frem, at op mod 47 patienter i Region Midtjylland årligt kunne have undgået amputation, hvis de havde fået den rette forebyggende behandling.

Styrelsen for Patientsikkerhed bad i maj 2022 Region Midtjylland om at identificere de patienter, som inden for de seneste ti år har fået en amputation, fordi de ikke havde fået den rette behandling. Region Midtjylland fik hjælp fra karkirurger fra hele landet til at hjælpe med at kigge cirka 2200 journaler igennem.

Efter gennemgangen af patienternes journaler er status, at 194 patienter er blevet vejledt i at søge erstatning.

Amputationer på lår eller underben kan for eksempel skyldes for sen behandling for blodprop eller åreforkalkning i benet og bliver foretaget på sygehusenes ortopædkirurgiske afdelinger.

De patienter, der stadig lever, vil først få gennemgået deres forløb. Derefter følger gennemgangen af afdøde patienter. Region Sjællands koncerndirektør, Jesper Gyllenborg oplyser i en pressemeddelelse, at denne rækkefølge er valgt for at tage hensyn til den lovbestemte forældelsesfrist for klage- og erstatningssager.

Patientvejledere yder hjælp

Når speciallægen har afsluttet sin gennemgang af et patientforløb, vil der blive sendt et brev til de patienter, hvor der er tvivl om patienternes amputation kunne være undgået eller udskudt. Er patienten afgået ved døden, kontaktes de pårørende, som kan identificeres via skifteretten.

Region Sjællands patientvejledere kan yde hjælp til patienterne i at klage eller søge erstatning. Klagesager sker til Styrelsen for Patientklager, mens erstatningssager skal rettes til Patienterstatningen.

Læs også
Amputationssager fra 2012 og frem skal muligvis gennemgås
Læs også
Amputationssager fra 2012 og frem skal muligvis gennemgås

På Region Sjællands hjemmeside vil det fra 5. juni være muligt at følge med i, hvor mange patientforløb, der er gennemgået. Informationen opdateres fra 5. juni ugentligt hver mandag klokken 12.

Patienter eller pårørende, som vil vide mere om journalgennemgangen, og hvad den betyder for dem, kan finde mere information på Region Sjællands hjemmeside under punktet Info til benamputerede patienter. 

Alle patientforløb forventes at være gennemgået inden årets udgang.







Nyhedsoverblik