Det skal være slut med karakterbogen i det første gymnasieår.
Det mener De Radikale, der vil afskaffe standpunktskaraktererne i 1.g og erstatte dem med mere feedback.
Det skal ske som en del af partiets ønske om et nationalt kompromis for børn og unges trivsel, fortæller De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.
- Vores børn og unge bliver målt og vejet på mange måder og mange steder i livet. Mere end de gjorde før, siger hun og tilføjer:
- Også med test, prøver og karakterer hele vejen gennem uddannelsessystemet. Karakterer kan være fine pædagogiske værktøjer, men de fylder for meget.
Færre karakterer i folkeskolen
Forslaget, som også åbner for mulighed for forsøg på karakterafskaffelse i 2.g, kommer ifølge den politiske leder i lyset af, at målinger har afsløret en mistrivsel hos mange unge.
Det skal flankeres af færre karakterer i folkeskolen og et optagelsessystem på videregående uddannelser, der har mindre fokus på karaktergennemsnittet, siger Sofie Carsten Nielsen.
Men færre karakterer er ikke nødvendigvis noget for alle. Det viser en evaluering fra Undervisningsministeriet fra 2020, der i et forsøg på 15 gymnasier gav karakterfritagelse til elever fra 1.g.
Mens to ud af tre svarede, at de med færre karakterer følte sig mindre pressede, svarede fire ud af fem, at de bliver mere usikre, når de ikke kender deres faglige niveau.
Det skal man lytte til, mener Sofie Carsten Nielsen.
- Men jeg tror, at man forstår sit faglige niveau langt grundigere, hvis man har tid til fordybelse og samtale med sine undervisere, siger hun.
- Det er ret tydeligt, at når så mange svarer, at de er i tvivl om deres faglige niveau, er det fordi, vi har skabt en kultur, hvor det hele handler om, hvad det er for en karakter, man får, siger den radikale leder.
Enhedslisten og SF bakker op
Enhedslisten og SF har tidligere bakket op om at fjerne karakterer helt eller delvist i gymnasiet. Socialdemokratiet har været imod, og derfor har det ikke været muligt at gennemføre det de seneste tre år, siger Sofie Carsten Nielsen.
Hun understreger, at det, hun kalder for "trivselskrisen", er en af partiets vigtigste sager i en kommende valgperiode.
- At få færre karakterer både i folkeskolen og på ungdomsuddannelser vil være et af vores vigtige krav til en ny regering, siger hun.