Region ramt af brystkræft-skandaler får ros for ny handleplan

Region Sjællands nye budgetplan, der skal styrke regionens brystkræftsundersøgelser, får stor ros fra Kræftens Bekæmpelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den såkaldte brystkræft-skandale har længe plaget Region Sjælland, hvor mangelfuld og manglende brystkræftsundersøgelser har berørt tusindvis af kvinder i regionen.

Regionsrådet i Region Sjælland har med deres nye budgetplan derfor valgt at investere i at få flere kvinder screenet for brystkræft.

Læs også
Region Sjælland præsenterer næste års budget
Læs også
Region Sjælland præsenterer næste års budget

Ifølge Jørgen Nørgaard Jørgensen, der er formand for Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg på Sjælland, er det på tide, at regionen handler.

- Vi er selvfølgelig glade for tiltaget, og vi har advokeret for det. Vi lavede et høringssvar til regionsrådet, hvor vi opfordrede til at åbne flere screeningssteder, siger han.

Kræftens Bekæmpelse er glade for oprettelsen af nye screeningsteder for brystkræft i Region Sjælland.
Kræftens Bekæmpelse er glade for oprettelsen af nye screeningsteder for brystkræft i Region Sjælland. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Konkret lyder budgetplanen på, at der skal oprettes 10 nye faste screeningssteder for brystkræft i regionen, der skal understøtte, at flere kvinder bliver screenet.

Jørgen Nørgaard Jørgensen er tilfreds med antallet af nye screeningssteder, men han har også skulle kæmpe for det.

- Der var jo først et forslag, der hed syv nye screeningsteder. Så vi har advokeret kraftigt for, at der skulle være flere for at gøre en forskel. Vi vil jo gerne have så mange tilbud spredt ud i regionen som muligt, siger han.

Screeningsstederne skal være faste

Det er vigtigt at påpege, at de nye screeningsteder skal være faste, hvilket er et nyt fænomen i Region Sjælland.

Og noget som Jørgen Nørgaard Jørgensen har ventet på.

- Det er på tide, at vi får oprettet nogle faste screeningsteder. Det øger fleksibiliteten og gør det meget nemmere for kvinder at blive screenet, siger han.

Læs også
Budget på plads: Flere kvinder skal screenes for brystkræft
Læs også
Budget på plads: Flere kvinder skal screenes for brystkræft

Region Sjælland er den sidste region i Danmark, der stadig kører med mobile screeningstationer, som kun er tilgængelige i korte perioder.

De faste screeningsteder bevæger sig ikke, og de opererer ikke med begrænsede tidsperioder, men har åbent året rundt.

Halter stadig efter

Region Sjælland er dog stadig udfordret på kræftbehandlingsområdet, hvilket ifølge Jørgen Nørgaard Jørgensen skyldes en mangel på personale. 

Regionens nye investering i flere screeningssteder vil ikke imødekomme problemet med for lidt personale, men vil forhåbentlig stadig gøre en forskel. 

- Vi regner stærkt med, at de nye screeningsteder vil få flere kvinder til undersøgelser, siger Jørgen Nørgaard Jørgensen. 

De 10 nye faste screeningssteder for brystkræft skal placeres i Roskilde, Næstved, Holbæk, Slagelse, Køge, Nykøbing Falster, Nakskov, Faxe, Odsherred og Stege.




Nyhedsoverblik