Flere corona-vacciner er nu så tæt på at blive godkendt i Danmark, at sundhedsmyndighederne forbereder sig på at være klar til at vaccinere.
I Region Sjælland går man derfor nu i gang med at rekruttere læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der kan stå for at vaccinere sjællænderne mod covid-19.
- Vi har opslag ude, fordi vi forventer, at vi snart skal i gang med at vaccinere. Vi vil gerne have særligt læger, for vi har ikke læger i vores nuværende test-setup nu, så dem vil vi gerne have, men vi søger også andre faggrupper, fortæller Trine Holgersen, der er direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
Håber testpersonalet vil være med
I Testcenter Danmarks faste og mobile covid-19 teststeder, som i dag findes i de fleste større byer i Region Sjælland, er der allerede en del medarbejdere med sundhedsfaglig baggrund, som eventuelt kan være med til vaccinationsopgaven.
- Vi er så heldige, at vi har sundhedsfagligt personale i vores testtelte, og vi tror også, at de gerne vil være med til at vaccinere, og flere har tilkendegivet, at de kunne være interesserede i det arbejde, men vi forventer også, at mange borgere gerne vil vaccineres, og at vi får travlt, så vi vil gerne kunne imødekomme alle de behov, borgerne måtte have, siger Trine Holgersen.
Hvor meget personale Region Sjælland skal bruge er endnu ikke helt fastlagt.
- Vi ved, at vi mangler fem læger, men vi har endnu ikke fået udspecificeret de krav, der vil blive stillet til personalet, der skal vaccinere, så vi ved ikke, hvor mange vi skal bruge derudover. Men vi vil gerne være på forkant, så nu går vi i gang, og når vi så har retningslinjerne, er vi klar til at sige, hvor mange vi skal bruge, siger Trine Holgersen.
Jobopslagene kommer nu, fordi Lægemiddelstyrelsen forventes meget snart at give den endelige godkendelse af op til flere influenza-vacciner, der netop nu bliver vurderet i EU. Dét fortæller Niels Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør for Statens Serum Institut. Den vaccine, der forventes at blive godkendt først, er medicinalvirksomheden Pfizers vaccine, der skal opbevares ved minus 70 grader.
- Statens Serum Institut har købt og installeret 20 frysere, der kan gå ned til minus 80 grader, så de er klar til at tage imod vaccinerne og distribuere dem ud til regionerne, derudover vil der være flere vacciner på vej fra andre medicinalfirmaer, som vi har forhåndskøbt, eksempelvis den fra Moderna, fortæller Niels Strandberg Pedersen.
De ældre er de første
Anbefalingerne om hvem, der skal vaccineres først, sker efter en anbefaling fra Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen og det er samme model, man bruger over hele verdenen:
- De ældre sårbare er de første, der bliver vaccineret. Derefter vores plejepersonale på plejehjemmene og så sundhedspersonalet på sygehusene. Derefter lægger man en plan for det videre forløb, eksempelvis de 70-årige, de 60-årige, man tager de mest udsatte, og alle kan ikke blive vaccineret på én gang, siger Niels Strandberg Pedersen.
Vi ved, at vi står over for en stor opgave
Han mener, at testcentrene, hvor man tester borgere med ingen eller milde symptomer for covid-19, er oplagte at bruge til opgaven:
- Det er klart, at vi kan bruge de faciliteter og udgående teams, som regionerne allerede har, og det er meget klogt, at de går i gang med at planlægge nu og får ansat nogle folk. Man behøver ikke være læge for at vaccinere, tænk på at personalet på apotekerne hvert år vaccinerer mange med influenzavaccine, men det kræver oplæring og supervision af de medarbejdere, der skal vaccinere, siger Niels Strandberg Pedersen.
Det videre arbejde med at få fastlagt hele vaccinationsprogrammet og få lagt en plan for indkøb af alt fra frysere til kanyler er i fuld gang på både nationalt og regionalt niveau, og Trine Holgersen er fortrøstningsfuld:
- Vi ved, at vi står over for en stor opgave, men vi har en god base, og vi har fået mange tilsagn, også fra pensionerede sundhedspersonaler, der føler et kald. Så vi slår stillingerne op, så vi kan være sikre på, at vi er klar, når vaccinen kommer, siger hun.