Fra den 10. februar regner Region Sjælland med, at der vil være oprettet vaccinationscentre i alle regionens 17 kommuner. Seks af vaccinecentrene vil have meget stor kapacitet.
Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Vi er helt klar til at vaccinere tæt på borgerne i takt med, at vaccinerne ankommer, siger Heino Knudsen (S), der er regionsrådsformand i Region Sjælland.
Region Sjælland har i øjeblikket fem vaccinationssteder rundt omkring i regionen.
Med vaccinationscentre i alle kommuner vil alle borgere have maksimum 20 kilometer til nærmeste vaccinationssted.
Bekymrede borgmestre
Flere sjællandske borgmestre opfordrede onsdag Region Sjælland til at øge antallet af vaccinationscentre.
Borgmestrene har udtrykt bekymring for, at lange rejsetider og praktisk besvær kan koste på sundheden i kommuner uden et plejecenter,
- Vi har mange borgere, hvor vi er nødt til at sende medarbejdere med, når de skal vaccineres. Det kan være borgere med handicap, både psykisk eller fysisk – eller måske borgere, der er svage, isolationskrævende og måske ligefrem er sengeliggende. Det bliver hurtigt en meget stor opgave for os kommuner, når man tænker på, hvor mange der skal vaccineres, sagde Thomas Adelskov (S), Borgmester i Odsherred, i går til TV2 ØST.
16.511 borgere vaccineret
Region Sjælland har i dag kapacitet til at vaccinere 10.000 borgere dagligt, men siden de første vaccinationer, den 27. december 2020, har Region Sjælland modtaget vacciner, så man i gennemsnit har kunnet vaccinere 963 borgere pr. dag.
Der planlægges efter, at Danmark frem til og med uge 13 modtager godt 1.430.000 doser vacciner. Region Sjælland vil modtage godt 200.000 af disse doser.
Fra 10. februar vil regionen kunne vaccinere 14.000 borgere dagligt.
Alle borgere skal vaccineres to gange, og Region Sjælland går nu i gang med at revaccinere de første, der er blevet vaccineret, da det skal ske mellem 21. og 28. dagen fra første stik.