I hele regionen graves der cirka 5,5 millioner kubikmeter grus, sand og andre råstoffer om året. Det er fordelt på 66 råstofgrave rundt om i Region Sjælland.
Hvor der i fremtiden skal graves, kan borgere, virksomheder og andre nu være med til at bestemme, da råstofplan 2020 er i offentlig høring. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Det er vigtigt med en mere bæredygtig råstofindvinding og at genanvendelsen af råstoffer øges
- Råstoffer er en vigtig ressource og forudsætning for vækst og udvikling i Region Sjælland. Men det er også en ressource, som vi ikke får igen. Derfor er det vigtigt med en mere bæredygtig råstofindvinding og at genanvendelsen af råstoffer øges, siger Peter Jacobsen, formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Sjælland.
- Det er helt afgørende, at vi gør det mere bæredygtigt, og derfor er målet, at 20 procent af råstofforbruget i 2032 skal være genanvendelse.
11 steder i vores sendeområde er i søgelyset
Det nye forslag sætter rammerne for råstofindvinding i Regions Sjælland og for, hvor der kan graves sand, grus og andre råstoffer i regionen.
- Vi har fokus på at passe så godt på borgerne og naturen som overhovedet muligt, når der indvindes råstoffer. En råstofplan er en bunden myndighedsopgave for Region Sjælland, og vi forsøger at balancere ønskerne om vækst, natur og borgere så godt som muligt. Vi har jo blandt andet brug for råstofferne til byggerier som Femern-tunnelen, den nye Storstrømsbro og Sjællands Universitetshospital i Køge, siger Peter Jacobsen.
Det langstrakte politiske arbejde har været i gang siden april 2018.
Og efter en såkaldt hørings- idé- og debatfase er 44 forslag blevet barberet ned til 12 steder rundt omkring på Sjælland, som er bud på foreløbige graveområder.
11 af områderne er i TV2 ØSTs dækningsområde.
Politikerne endte med at tage ét af områderne ud i sidste øjeblik, inden de nu sender planerne i høring. Det var et graveområde ved Forlev i Slagelse Kommune.
Til gengæld for de to udgåede områder er en udvidelse af et eksisterende graveområde øst for Mogenstrup og Jukkerup i Holbæk Kommune kommet med i sidste øjeblik.
Her er de 11 områder i TV2 ØSTs dækningsområde, som i første omgang er blevet udpeget til graveområder. Artiklen fortsætter under billedet.
Grafik: Lonni Haugaard
Der afholdes to borgermøder
Der afholdes to borgermøder i forbindelse med den offentlige høring. De afholdes den 10. og den 19. november som et fysisk og et digitalt møde. Nærmere oplysninger om møderne vil fremgå af forsiden på www.raastofplan2020.regionsjaelland.dk.
FAKTA
- Der er samlet udlagt et areal til graveområder på 3860 hektar i planen. Der er samlet udlagt et areal til interesseområder på 7340 hektar i planen.
Se link til kort her: https://rs.viewer.dkplan.niras.dk/plan/20#/3231
- I vores region graves der cirka 5,5 millioner m3 grus, sand og andre råstoffer om året
- Der er i øjeblikket 66 råstofgrave i Region Sjælland.
Forslaget til den nye råstofplan besluttede Regionsrådet den 28. september, og den er i offentlig høring frem til den 11. december 2020.