To nye lægeklinikker er et skridt tættere på at åbne i Region Sjælland.
Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland har indstillet, at der allerede næste år bliver oprettet to såkaldte nærklinikker i henholdsvis Nakskov og Kalundborg.
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) regner med, at indstillingen vil blive stemt igennem både forretningsudvalget og i regionsrådet.
- Vi har i vores budget for 2020 aftalt at oprette de her nærklinikker, siger han.
Nærklinikkerne bliver ikke helt ens, for det handler om, hvad behovet er i det enkelte område
Nærklinikkerne skal sikre, at der er læger i alle dele af Region Sjælland.
- De er opstået på grund af den udfordring, vi har med at skaffe læger nok, forklarer Heino Knudsen.
Han fortæller, at nærklinikkerne udover praktiserende læger også kan komme til at indeholde andre funktioner som for eksempel fysioterapi.
- Nærklinikkerne bliver ikke helt ens, for det handler om, hvad behovet er i det enkelte område, siger han.
Der kommer til at mangle læger
I september fik regionen Sundhedsministeriets tilladelse til at etablere forsøgsklinikker i områder i regionen, hvor der er risiko for lægemangel.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er områder, hvor mange af de praktiserende læger er over 60 år, og hvor det er vanskeligt at rekruttere nye læger.
Udvalget for det nære sundhedsvæsen har undersøgt, hvilke områder, der vil have størst gavn af en nærklinik, og de indstiller til regionsrådet, at klinikkerne kommer til at ligge i henholdsvis Nakskov og Kalundborg.
Flere forsøgsklinikker på vej
Hvis forslaget stemmes igennem, er det planen at klinikken i Nakskov kan åbne 1. marts 2020, mens etableringen af nærklinikken i Kalundborg vil kunne påbegyndes i anden halvdel af 2020.
Derudover er der på sigt planer om at oprette yderligere forsøgsklinikker i Guldborgsund, Vordingborg, Holbæk, Odsherred og Slagelse kommuner.
Region Sjælland oplyser, at nærklinikkerne ikke skal konkurrere med Nordic Medicares lægeklikker, som allerede ligger i både Nakskov og Kalundborg