Børneplakater, klistermærker og trøstebamser.
Det er ikke kun mundbind og sterile sprøjter, der kommer til at være på vaccinationsstederne i Region Sjælland, som er i gang med forberedelserne til at tage imod de første børn under 12 år, der skal vaccineres mod coronavirus.
Personalet er blevet uddannet til at hjælpe børnene, så de får en tryg og rolig oplevelse
Søndag den 28. november står regionens ansatte klar til at vaccinere børn mellem 5 og 11 år. Det sker efter Sundhedsstyrelsen fredag har anbefalet at vaccinere børn under 12 år.
- Vaccination af børn vil finde sted i regionens lægebemandede vaccinationscentre, hvor der oprettes særlige børnespor. Personalet er blevet uddannet til at hjælpe børnene, så de får en tryg og rolig oplevelse, siger Trine Holgersen, direktør i Det Nære Sundhedsvæsen og vaccinationsansvarlig i Region Sjælland, i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Vi er vant til at vaccinere børn fra 12 år og opefter, og de erfaringer kan vi i høj grad trække på.
Vaccinerer børn i hele regionen
Der åbnes for vaccination af børn i de lægebemandede vaccinationscentre i Roskilde, Slagelse, Holbæk, Maribo, Nykøbing Falster, Næstved og Køge.
Fra den 1. december åbnes der ligeledes for vaccination af børn i Nakskov.
Børn får tilbudt Pfizer/Biontech-vaccinen
- Børn mellem 5 og 11 år får tilbud om at blive vaccineret med Pfizer/Biontech-vaccinen. Både det europæiske lægemiddelagentur EMA og Lægemiddelstyrelsen i Danmark har godkendt vaccinen til børn.
- Der åbnes for vaccination af børn i de lægebemandede vaccinationscentre i Roskilde, Slagelse, Holbæk, Maribo, Nykøbing Falster, Næstved og Køge. Fra den 1. december åbnes der også for vaccination af børn i Nakskov.
Kilde: Region Sjælland.
Tidsbestillingen åbner lørdag den 27. november, og de første tider bliver tilgængelige fra søndag den 28. november.
- Allerede søndag går vi i gang med at vaccinere de første børn i den nye aldersgruppe, og i den kommende tid vil vi hurtigt have børneplakater, klistermærker, tryllepapir, engangstatoveringer, trøstebamser og andre børnevenlige tiltag på plads rundt omkring i centrene, siger Trine Holgersen.
Invitationer sendes til forældrene
Invitationerne til vacciner bliver sendt til forældrenes eBoks, og forældrene kan bestille tid til deres børn på hjemmesiden www.vacciner.dk.
For at blive vaccineret skal barnet komme sammen med en forælder, der skal give samtykke.
Årgangene inviteres i rækkefølge startende med de 10 til 11-årige, så alle børn vil have modtaget en invitation ved udgangen af uge 50.
Børn, der fylder 5 år senere i år inviteres løbende, og der afsættes vacciner til dem.