Der er store spareplaner i gang i Region Sjælland. Hundredvis af medarbejdere står over for en stor fyringsrunde, ligesom regionens sygehusplan ser ud til at blive fremrykket.
I næste uge mødes regionens forretningsudvalg så for at drøfte nogle af de forslag, som embedsfolkene har udarbejdet i forbindelse med spareplanerne.
Det er et lidt kompliceret puslespil
Her skal de blandt andet tage stilling til, om mandskab og sengepladser fra Ringsted og Næstved Sygehuse skal overflyttes til Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
- Som et led i arbejdet med besparelserne har vi været rundt og vende hver en sten, og noget af det, vi har kigget på, har været, om man kunne skabe mere effektive arbejdsgange og samtidig arbejde med vores kvaliteten på nogle områder, siger administrerende direktør i Region Sjælland, Per Bennetsen til TV ØST.
Ringsted Sygehus under afvikling
Det har siden 2010 været planlagt at Ringsted Sygehus, som omfatter relativt få afdelinger, skal udfases og overføres til Sjællands Universitetshospital i Køge. Seneste i 2022.
Denne udfasning ser dog ud til at foregå før tid. Politikerne er nemlig blevet anbefalet at flytte Brystkirurgisk afdeling på Ringsted Sygehus til Universitetshospitalet i Roskilde.
Det er ifølge Per Bennetsen en del af den kabale, som administrationen forsøger at få til at gå op og fremlægge for regionspoltikerne.
- Det er et lidt kompliceret puslespil, vi ser ind i, men det handler i bund og grund om at sikre mere effektiv tilrettelæggelse af arbejdet og sikre, at vi kan bevare den høje kvalitet, vi har i dag, fremadrettet, siger han.
Hvis flytningen bliver en realitet, vil der være så få opgaver for Ringsted Sygehus, at det kan blive nødvendigt at lukke sygehuset før planlagt.
- Hvis vi flytter den her funktion, så er det klart, at vi vil se, om det giver mening at have de afdelinger på Ringsted Sygehus.
Næstved Sygehus mister sengepladser
Også Næstved Sygehus er en del af den fremrykkede plan for sygehusene, som Region Sjælland arbejder med.
På grund af tidligere rokader i sundhedsvæsenet, hvor dele af Næstved Sygehus er blevet flyttet til Slagelse, har man svært ved at bevare kvaliteten på det onkologiske afsnit.
Derudover har Næstved Sygehus svært ved at rekruttere personale til afdelingen.
Forretningsudvalget skal derfor også tage stilling til, om sengepladser og mandskab skal flyttes fra Næstved til Roskilde.
Det handler om, hvor meget plads vi har de forskellige steder, og derfor er det en større kabale, der skal gå op. Noget af det, vi gerne vil, er at flytte og samle vores kræftbehandling og senge i Næstved til Roskilde, siger Per Bennetsen.