- Det er totalt uacceptabelt, hvis nogen af ren nysgerrighed snager i en journal.
Sådan lyder det i et Facebook-opslag fra en vred Heino Knudsen (S), der er formand for regionsrådet i Region Sjælland. Her mistænker man seks medarbejdere for have slået op i sundhedsoplysninger for den 13-årige pige, der i weekenden blev bortført, selvom medarbejderne ikke havde nogen saglig grund til det.
Det sidste familien har brug for, er en oplevelse af svigtende tillid
Den 13-årige pige forsvandt lørdag efter at have delt aviser ud på sin rute ved Kirkerup på Sydvestsjælland. Lidt over et døgn efter blev hun fundet i live på en adresse i Korsør.
Ifølge TV 2s oplysninger findes der to journalsystemer, hvor ansatte i regionen kan slå op i patientjournaler. I det ene system er den 13-årige piges journal blevet skærmet, men i det andet system er det ikke tilfældet.
Risikerer bøder
Heino Knudsen understreger, at han finder det helt uacceptabelt, hvis medarbejdere af ren nysgerrighed har snaget i den 13-åriges journaloplysninger.
- Det handler om et barn, der allerede har været udsat for forfærdelige oplevelser. Det er ikke til at bære. Det sidste familien har brug for, er en oplevelse af svigtende tillid. Der en adfærd, vi som arbejdsgivere, og jeg personligt, tager dybt afstand fra, skriver Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.
Heino Knudsen oplyser, at regionen er i gang med en "resolut gennemgang", der skal vise, om der har været tale om berettigede opslag.
Hvis det viser sig, at opslagene fra de seks medarbejdere har været uberettigede, kan det have ansættelsesmæssige konsekvenser for medarbejderne, ligesom Datatilsynet kan indstille til, at medarbejderne får en bøde.
Ifølge Datatilsynets Bødevejledning risikerer man i såkaldte "standardsager" en bøde på op til 10.000 kroner, hvis man uden hjemmel i reglerne foretager opslag i registre, der indeholder personoplysninger. Her er det blandet andet en skærpende omstændighed, hvis der er tale om opslag i et barns oplysninger, og hvis der er tale om opslag i sundhedsoplysninger.
Er der tale om sundhedsoplysninger, der offentliggøres, vil man som udgangspunkt stå til en bøde på mellem 15.000 og 25.000 kroner.
Tusindvis af medarbejdere i sundhedsvæsnet kan slå op i dine sundhedsoplysninger. Men man må kun slå op i disse registre, hvis der er en saglig grund. Herunder kan du se, hvordan du tjekker, hvem der har kigget i dine sundhedsoplysninger:
Min Sundhedsplatform
I Region Hovedstaden og Region Sjælland bruger sygehusene systemet "Sundhedsplatformen". På "Min Sundhedsplatform" kan du se, hvilke pårørende og sundhedspersoner, der har set i din journal.
Gå til minsundhedsplatform.dk.
Klik på Log på med NemID/MitId.
Klik på "Din Menu" i øverste venstre hjørne.
Klik på "Log over journalopslag".
Klik på "Sundhedspersonale". Herefter kan du se, hvem der har slået op i din journal.
Sundhed.dk
Sundhed.dk samler oplysninger fra det offentlige sundhedsvæsen.
Gå til Sundhed.dk.
Klik "Log på" i øverste højre hjørne og vælg "Log på som fagperson".
Find punktet "Log", der er symboliseret ved et øje og klik på "Log".
Herefter kan du se, hvem der har tilgået dine eller dine mindreårige børns sundhedsoplysninger.
Det Fælles Medicinkort
På "Det Fælles Medicinkort" kan du se, hvilke sundhedspersoner der har tilgået dine oplysninger om medicin og vaccinationer. Det kan for eksempel være, når egen læge har skulle ordinere medicin til dig, eller når du har skulle afhente receptpligtig medicin på apoteket.
Gå til fmkonline.dk.
Klik på "Gå til NemLog-in".
Klik "Min Log" i venstre side.
Herefter kan du se, hvem der har tilgået dine oplysninger om medicin, og hvornår de er tilgået.