Snus, skodder og glasskår.
Det er blot nogle af de efterladenskaber, som pædagogerne på en daginstitution må bruge tid på at fjerne fra legepladserne efter weekenden.
Sådan lyder det fra pædagogisk leder på Børnehuset Pilehytten i Svinninge, Satu Sørensen.
- Det er et stort problem, at folk ikke rydder op efter sig selv, siger hun.
Vi har fundet snus over det hele på legepladsen
Ifølge Satu Sørensen er det især de små hvide snusposer, der kan være svære og tidskrævende at finde.
Hun fortæller, at pædagogerne i Børnehuset Pilehytten ofte bruger over en halv time på at fjerne snus og cigaretskodder fra legepladsen, inden de kan sende børnene ud og lege.
- Vi har fundet snus over det hele på legepladsen. Det er hovedsageligt ved bordbænkesættene, hvor de unge sidder i weekenden, men de kan findes overalt. Det er klamt og farligt for børnene, siger hun.
Alvorlige symptomer
Snusposer på legepladsen er både irriterende for børnehusets personale, men skaber ifølge Satu Sørensen også stor bekymring for børnenes helbred.
- Det påvirker vores arbejde, da man er bange for, at man ikke får det hele med. Det er jo rigtig farligt for børn at gå og tygge på en snus eller et cigaretskod. Børn har det med at putte ting i munden, så vi frygter at overse noget, siger hun.
Søren Bøgevig, der er overlæge på Bispebjerg Hospital med tilknytning til Giftlinjen, er bekendt med børn i vuggestue- og børnehavealderen, der putter de hvide snusskiver i munden.
- De fleste børn vil opleve ubehag og nok også kaste op. Normale symptomer som svimmelhed og opkast er det, vi oftest ser, siger han.
Antallet af henvendelser med små børn, der har taget snus i munden, er ifølge Søren Bøgevig firedoblet de sidste fem år.
Og her er der børn, der bliver rigtig syge.
- Vi ser nogle tilfælde med mere alvorlige symptomer. Børnene bliver bevidsthedspåvirket, sløve og kan have problemer med vejrtrækningen, siger han.
Overlægen understreger, at de alvorlige symptomer er sjældne, og at der ikke har været tale om dødsfald i Danmark.
Han anbefaler dog, at man holder ekstra øje og ringer til Giftlinjen, hvis et barn oplever symptomer efter at have indtaget snus eller andre nikotinprodukter.
Unge skal vise mere hensyn
Ifølge Satu Sørensen er det unge mennesker, der hænger ud på legepladsen i aftentimerne, som efterlader snusposerne og cigaretskodderne.
- De unge må rigtig gerne være på legepladsen, da det er en offentlig institution med en offentlig legeplads. Vi kan og vil ikke bare smide dem ud. Men de må tage mere hensyn, siger hun.
Problemet med snus og andre skadelige efterladenskaber har længe stået på hos Børnehuset Pilehytten. De har derfor været i kontakt med lokale SSP-medarbejdere.
- Vi har bedt SSP om at rundere legepladserne, og de gør så meget, som de overhovedet kan. Vi har fået sat spotlys med bevægelsescensor op, så lyset tænder, når der er nogen på legepladsen i aftentimerne, siger Satu Sørensen.
Udover bevægelsescensorer har Børnehuset Pilehytten sat flere skraldespande op på legepladsen, og Satu Sørensen mener ikke, at der nu er nogen undskyldning for at smide sin snus på jorden.
Hun opfordrer forældre til unge snusbrugere til at tage en snak med deres børn om fælles ansvar.