Stor mangel på sygeplejersker: Absalon opretter ekstra pladser

Professionshøjskolen Absalon opretter nu 30 ekstra studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen på afdelinger i hele regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis du har lyst til at arbejde med mennesker i sårbare situationer og gøre en forskel, og har du lyst til at samarbejde med mange forskellige faggrupper, så er det nu, du skal slå til.

Professionshøjskolen Absalon, der har afdelinger i hele Region Sjælland, opretter nemlig 30 ekstra studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen. 

Som med mange andre fag, er sygeplejerskefaget under forandring. Flere og flere opgaver bliver flyttet fra sygehusene ud i kommunerne, og det betyder, at faget bliver bredere, og at der er flere karrieremuligheder end tidligere. 

- Rigtig mange unge tænker måske, at en sygeplejerske er sådan én, der går rundt på et sygehus. Men i fremtiden er en sygeplejerske også i høj grad én, der skal arbejde ude i kommunerne i det nære sundhedsvæsen og samarbejde med den praktiserende læge om at være tæt på borgerne, fortæller Camilla Wang, der er rektor på Professionshøjskolen Absalon. 

Praktikpladserne skal være der

I en analyse fra 2018 fra Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling viste en fremskrivning af udbud og efterspørgsel efter sygeplejersker, at hvis der ikke bliver sat ind med omfattende tiltag, så kan Danmark i 2025 forvente at mangle 6.600 sygeplejersker.

Der er allerede stor mangel på sygeplejersker i Region Sjælland, og allerede sidste år oprettede Professionshøjskolen Absalon 100 ekstra pladser. 

Ny sygeplejerskeuddannelse på tegnebrættet
Læs også
Ny uddannelse i Holbæk: Sygeplejerskestuderende skal have mere praktik
Ny sygeplejerskeuddannelse på tegnebrættet
Læs også
Ny uddannelse i Holbæk: Sygeplejerskestuderende skal have mere praktik

- Der er et stort behov for pladserne, og vi er egentlig villige til at oprette det antal pladser, der er behov for, men 40 procent af uddannelsen foregår ude i praktik i psykiatrien, kommunerne og på sygehusene, og det betyder, at vi skal have klare aftaler om, at de stiller praktikpladser til rådighed, siger Camilla Wang og tilføjer:

- Der har vi en problemstilling, der bider sig selv i halen, for når der nu er stor mangel, så er det svært for sygehusene og kommunerne at afse den tid og de ressourcer, der skal til for at tage sig rigtig godt af de studerende, der kommer ud i praktikken. Så de har svært ved at overskue, at skulle være med til at uddanne de sygeplejersker, som de har behov for, fortæller hun. 

Pladser i alle byer 

De ekstra 30 studiepladser bliver oprettet på Professionshøjskolen Absalons afdeling i både Nykøbing Falster, Roskilde, Næstved, Slagelse og Holbæk. 

- Det er fuldstændig afgørende, at vi sørger for, at de her uddannelsespladser er rigtig godt fordelt i hele regionen og der, hvor behovet er. Vi ved, at vores studerende ikke er synderligt mobile, hverken når de søger uddannelsen, og når de har taget uddannelsen. De bliver i stor stil i det område, de er uddannet i. Så hvis vi skal sikre, at der er sygeplejersker i hele regionen, så skal vi også uddanne dem i hele regionen. Hver gang vi får nye pladser, spreder vi dem rundt, siger Camilla Wang. 

De ekstra studiepladser er godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet, og der er mulighed for at søge uddannelsen på både kvote 1 og kvote 2. 

Professionshøjskolen Absalon har i dag 581 studerende på sygeplejerskeuddannelsen pr. år. Med de nye 30 studiepladser vil der fremover blive optaget 611 nye sygeplejerskestuderende pr. år. De nye pladser vil blive fordelt med 16 studerende til studiestart i september og med 14 til studiestart i februar.
 


Nyhedsoverblik