Det sker som en del af et større infrastrukturprojekt, som Transportministeriet har præsenteret torsdag, der har til formål at mindske støjgener otte forskellige steder i Danmark.
Og tre af projekterne kommer tilsyneladende til at ligge her i regionen, oplyser folketingsmedlem Frederik Vad (S).
Helt konkret er der tale om støjskærme, som skal opsættes langs Vestmotorvejen for at mindske trafikstøj for beboerne.
- Støj er enormt invaliderende. Så det vil gøre en kæmpe forskel for en masse mennesker, der dagligt plages af støj fra Vestmotorvejen, siger Frederik Vad og tilføjer:
- Det er altid noget, vi politikere får mange henvendelser omkring. Det er fedt, at tre ud af otte projekter placeres her i regionen.
Se skitseplanen af de tre støjskærme her:
Ud for boligområdet Grønningen ved Slagelse opsættes en 1280 meter lang og seks meter høj støjskærm, ved Benløse i Ringsted bliver støjskærmen 1144 meter lang og ni meter høj og ud for boligområdet Pedersborg i Sorø Kommune bliver der opsat en støjskærm på 520 meter, der skal være otte meter høj.
Placering og pris
Overslag i millioner kroner:
Benløse, Vestmotorvejen, Ringsted - 60,3
Ringe, Svendborgmotorvejen, Ringe - 45,1
Egeskovvej, Køge Bugt Motorvejen, Vallensbæk - 57,0
Mølleholmen, Holbækmotorvejen/M4, Høje-Taastrup -122,4
Pedersborg, Vestmotorvejen, Sorø Kommune - 72,4
Fraugde, Fynske Motorvej, Odense Kommune - 46,3
Grønningen, Vestmotorvejen, Slagelse - 83,8
Taulov syd, Taulovmotorvejen, Fredericia - 64,9
Samlet pris: 552,2 millioner
Kilde: Transportministeriet.
De tre projekter vil samlet koste statskassen 216 millioner, oplyser Frederik Vad.
Projekterne sættes i gang i år og forventes afsluttet i 2027.