Overlæge Annie Juncker og sygeplejerske Bente Corydon er i fuld gang med at pakke en taske på Holbæk Sygehus. De er klar til at rykke ud til Walther Larsen i Jyderup.
- Vi skal på hjemmebesøg hos Walther, der er en ældre herre. Han har været syg gennem en længere periode og er noget afkræftet, siger Annie Juncker.
De to kvinder arbejder på Geriatrisk Afdeling på Holbæk Sygehus, men tre til fire dage om ugen tager de i makkerpar behandlingen under armen og tager den med hjem til borgerne.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det gør de som et led i et treårigt projekt, som Region Sjælland har sat i gang i Holbæk, Odsherred og Kalundborg Kommuner. Projektet handler netop om at hjælpe de svage ældre, der hvor de er – nemlig i deres eget hjem.
- Der er ikke nogen, der forstyrrer os. For eksempel får Walther mulighed for at sige mere, end han ville have gjort på de ti minutter i et ambulatorium. Og jeg får også mulighed for at være grundigere og undersøge nogle ting, mens vi er her, siger Annie Juncker.
Mere afslappet for borgerne
Det geriatriske hold består af fire sygeplejersker, en læge, en ergoterapeut, en fysioterapeut og en sekretær. Tre af dem er ansat af en af de tre kommuner, mens de resterende fem er ansat af Region Sjælland. Men de har alle adgang til både kommunernes og regionernes sundhedssystemer.
Walther får mulighed for at sige mere, end han ville have gjort på de ti minutter i et ambulatorium. Og jeg får også mulighed for at være grundigere
- Det gør jo dels, at vi kan følge med i, hvad der sker, og vi kan også bedre undgå, at nogle informationer går tabt. Der har tit været problemer i overgangen fra sygehuset til hjemmeplejen og omvendt, siger sygeplejerske Bente Corydon.
Men det vigtigste er, at de ældre får et bedre og mindre forvirrende møde med sundhedsvæsnet. Og det gør de, hvis man spørger Walther Larsen i Jyderup.
- Det er ikke det renderi, som der for eksempel har været, hvis jeg har været på et sygehus. Så render den ene ind, og så render den anden, og de spørger om dit og dat. Det er mere afslappet her, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
Sparer ældre for en indlæggelse
Det er enten hospitalet eller egen læge, der henviser de ældre til det geriatriske team. Michael Søderlund er praktiserende læge i Tølløse, og han har henvist otte patienter til projektet. For de svageste ældre ér en svær patientgruppe at håndtere, siger han.
Patienterne får forbedret deres helbredsrelaterede livskvalitet. De får en forbedret funktionsevne, og de bliver i øvrigt vældigt tilfredse
- Så skal jeg henvise først ét sted, så et andet sted og så et tredje sted, hvis de fejler mange ting. Og så får de rigtig meget medicin, og det skal der også styr på, så hjemmeplejen skal indover, og så skal der en fysioterapeut indover, fordi de ikke bevæger sig nok, og så skal der en diætist ind over. Det geriatriske team kan klare det hele, siger Michael Søderlund.
Det treårige projekt har indtil nu været i gang i halvandet år. Det koster kommuner og region 14 millioner kroner, men resultaterne kan ikke gøres op i penge, siger Solvejg Henneberg Pedersen, der er leder af Geriatrisk Afdeling på Holbæk Sygehus.
- Patienterne får forbedret deres helbredsrelaterede livskvalitet. De får en forbedret funktionsevne, og de bliver i øvrigt vældigt tilfredse. Og så sparer det omkring 30 procent af patienterne for en indlæggelse, siger hun.
Er i bedring
På Holbæk Sygehus håber de, at det geriatriske team får lov til at bestå, når projektperioden er ovre.
Walther Larsen tager i hvert fald gerne imod, hvis holdet igen lægger vejen forbi.
- Det må de gerne. De er velkomne, siger han.
Men det er ikke sikkert, at det bliver nødvendigt, for Walther Larsen er nemlig i bedring.
- Blodtrykket et fint, og han har taget lidt på i vægt, og humøret er også ok. Han har lidt mod på at give det en skalle igen, siger Bente Corydon.
Projektet på Nordvestsjælland slutter i oktober næste år.