Hvis man er akut hjertepatient i Region Sjælland om aftenen, natten eller i weekenden, så kan man på tre af Region Sjællands sygehuse ikke få den nødvendige ultralydsscanning af hjertet for at stille den rigtige diagnose.
Det skriver Jyllands-Posten mandag.
Det drejer sig om Holbæk Sygehus, Slagelse Sygehus og Nykøbing Falster Sygehus, hvor der ikke er mulighed for at få scanningen udenfor dagtimerne.
Det er ifølge avisen en undersøgelse lavet af Dansk Cardiologisk Selskab, Dansk Selskab for Akutmedicin og Hjerteforeningen, der viser at i alt syv sygehuse på landsplan ikke kan tilbyde den såkaldte ekkokardiografi.
Svært at rekruttere
Det kan de ikke, fordi der ikke er speciallæger på vagt, som er uddannet til at lave den type undersøgelse.
Hos Region Sjælland henviser regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) til, at man har problemer med at rekruttere læger.
- Vi har udfordringer med at rekruttere, og derfor kan vi ikke have en hjertemediciner 24-7 i alle små akutmodtagelser. Men selv om der ikke er en hjertemediciner på de små akutmodtagelser døgnet rundt, er det ikke sådan, at patienterne ikke bliver undersøgt, siger Jens Stenbæk til avisen.